Nyheder4. maj 2021

Stor genåbningsaftale på plads

I nat blev Folketingets partier - på nær Nye Borgerlige - enige om at genåbne det danske samfund yderligere
For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.

Torsdag den 6. maj kan danskerne atter pakke træningstasken - og alle folkeskoleelever kan pakke deres skoletaske.

Det er blot nogle af de punkter, der er del af genåbningsaftalen, som Folketingets partier - på nær Nye Borgerlige - natten til tirsdag blev enige om.

Af en pressemeddelelse, som Justitsministeriet efterfølgende har udsendt, fremgår det blandt andet, at fra torsdag den 6. maj åbner fitnesscentrene igen, ligesom den udskældte 30 minutters-regel bortfalder.

Artiklen fortsætter under billedet

https://imgix.seoghoer.dk/media/article/20170103-235602-pf-1920x1280we.jpg
 Foto: Ivan Riordan Boll/Politiken/Ritzau Scanpix

Fra på torsdag kan du atter ramme fitnesscenteret. Foto: Ivan Riordan Boll/Politiken/Ritzau Scanpix

Her er hovedpunkterne i genåbningsaftalen:

Fra den 6. maj genåbner:

- Alle elever i folkeskolen kan vende tilbage på fuld tid.
- Fitnesscentre og indendørs idræt åbner mod fremvisning af coronapas
- Spillesteder, teatre og biografer åbner med krav om coronapas. Der må være op til 2.000 tilskuere i sektioner af 500.
- Konferencer og møder med erhvervsmæssige og faglige formål åbner med krav om coronapas. Der må være op til 1.000 deltagere i sektioner af 500, hvor deltagerne hovedsageligt sidder ned.
- 30 minutters-reglen om booking på barer og restauranter udfases.
- Serveringssteder må holde åbent efter klokken 23 for særlige private arrangementer, hvor deltagerne kender hinanden i forvejen.
- Kravet om, at private fester skal slutte senest klokken 23, sløjfes. Desuden må der nu serveres alkohol fra klokken 22 til 5.
- Forsamlingsloftet hæves til 25 indendørs og 75 udendørs.

Fra den 21. maj genåbner:

- Alle elever på ungdoms- og voksenuddannelser kan møde op med 100 procent fysisk fremmøde.
- Elever på videregående uddannelser kan komme tilbage på halv tid.
- Der udarbejdes en plan for gradvis normalisering af fysisk fremmøde på arbejdspladser.

Dødsstød for store festivaler?

Selvom den nye genåbningsaftale betyder et skridt nærmere en hverdag, som vi kender den, så ser det stadig yderst sort ud for sommerens store festivaler.

Genåbningsaftalen lægger nemlig op til, at der mellem 21. maj og 1. august maksimalt må være 2.000 deltagere til udendørs arrangementer for et stående publikum. Deltagerne skal desuden inddeles i sektioner af 200.

Efter 1. august må der maksimalt være 5.000 deltagere inddelt i sektioner af 500, ligesom der i begge faser er krav om coronapas.

Roskilde Festival er planlagt til at begynde den 26. juni, og Smukfest skydes i gang den 4. august.

Sponsoreret indhold