Nyheder8. marts 2024

Stor fejring: Her kan du møde Mette Frederiksen i dag

Ligestilling og samtykkelov står på programmet, når Mette Frederiksen og andre kendte i dag markerer Kvindernes kampdag
I går mødte statsminister Mette Frederiksen (S) værnepligtige under et besøg på Danmarks største militære arbejdsplads, Flyvestation Karup. I dag taler hun for kvindernes rettigheder i København.
I går mødte statsminister Mette Frederiksen (S) værnepligtige under et besøg på Danmarks største militære arbejdsplads, Flyvestation Karup. I dag taler hun for kvindernes rettigheder i København.
 Foto: Mikkel Berg Pedersen/Ritzau Scanpix

Når Kvindernes internationale kampdag fredag skal markeres, så bliver det med andre statsminister Mette Frederiksen (S) på talerstolen.

I forbindelse med kampdagen står Kvinfo bag et arrangement i Vega i København.

Og her vil der både blive kigget tilbage på de fremskridt, der er sket, og hvad der fremover kan gøres bedre, fortæller videnscentrets direktør, Henriette Laursen.

- Formålet er at fejre ligestilling, de sejre, der er vundet, og pege på nogle af de opgaver, vi fortsat skal arbejde med, siger hun.

Kampdagen afholdes hvert år den 8. marts.

Tanken om en international kampdag for kvinder opstod i København i 1910 på en socialistisk kvindekongres.

Hos Kvinfo siger direktøren, at det skal være en festlig aften.

- Vi har lige mindet hinanden om - især på en meget trist baggrund -er, at det var på 8. marts, at daværende justitsminister Søren Pape Poulsen (K) sagde, at han ville arbejde for en samtykkelovgivning.

- Så på den måde kan man begynde et langt arbejde ved at holde en fest, siger Henriette Laursen.

Hun henviser til, da Pape ved et Kvinfo-arrangement 8. marts 2019 fra talerstolen meddelte, at hans parti - De Konservative - var klar til at indføre en ny voldtægtsbestemmelse, der byggede på samtykke.

I december 2020 vedtog Folketinget en ny samtykkelov. Søren Pape Poulsen døde i lørdags, efter at han dagen forinden var blevet ramt af en hjerneblødning.

Ved fredagens arrangement er det ikke kun statsministeren, der deltager fra regeringen.

Det gælder også ligestillingsminister Marie Bjerre (V), kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) og beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S).

- Det er vi rigtig glade for. For det viser, at de har en opmærksomhed på ligestilling, siger Kvinfo-direktør Henriette Laursen.

Det er komiker Natasha Brock, der er vært for begivenheden, der begynder klokken 19.

Sponsoreret indhold