Nyheder13. juni 2022

Stod i spidsen for sit eget: Nu skifter hun parti

Isabella Arendt vil i stedet stille op for De Konservative.
Isabella Arendt på Folkemødet
Her ses Isabella Arendt under et tidligere folkemøde på Bornholm, som meget passende holdes i denne uge igen. Her kan hun i år så gå rundt og kalde sig konservativ i stedet for kristendemokrat.
 Foto: Dan Mariegaard

Tidligere formand for Kristendemokraterne Isabella Arendt stiller op til folketingsvalget for De Konservative.

Det bekræfter partiet i en mail til Ritzau.

Arendt stoppede som formand for Kristendemokraterne 17. maj, hvor hun også meldte sig ud af partiet.

Under en måned senere har hun altså fundet et nyt parti, som hun vil forsøge at komme i Folketinget for.

Isabellas blå bog

Navn: Isabella Arendt Vlasman.

Alder: 29 år.

Fødested: Fredericia, den 7. maj 1993.

Nationalitet: Dansk.

Civilstand: Gift med Caspar Vlasman.

Bopæl: Valby ved København.

Uddannelse:

* 2013-2017: Bachelor i statskundskab, Københavns Universitet.

* 2009-2012: Fredericia Gymnasium.

Erhvervskarriere:

* 2017-2019: Forskningsassistent, Institut for Lykkeforskning.

* 2015-2016: Studentermedhjælper, Nordisk Råd og Nordisk Ministerråd.

* 2012-2017: Foredragsholder, foreningen Kids and Media.

Politisk karriere:

* 2021-2022: Partiformand for Kristendemokraterne. Hun blev ansat på deltid med kontor på Christiansborg, da Jens Rohde skiftede til partiet, og Kristendemokraterne dermed fik et folketingsmedlem.

* 2019-2022: Landsformand for Kristendemokraterne.

* 2017-2019: Næstformand i Kristendemokraterne.

* 2015: Opstillet for Kristendemokraterne ved folketingsvalget. Ikke valgt.

* 2013-2016: Landsformand for Kristendemokratisk Ungdom.

* 2011: Opstillet for Kristendemokraterne ved folketingsvalget. Ikke valgt.

* Har i sin ungdom været medlem af Socialdemokraternes Ungdom (DSU) og var en kort overgang medlem af De Radikale efter valget i 2011.

Fritidsinteresser:

* NFL. Fan af New York Giants.

Kilder: LinkedIn, Altinget, Kristendemokraterne.

Det glæder formand for De Konservative Søren Pape Poulsen, at den tidligere kristendemokrat vil stille op for hans parti.

– Jeg er virkelig glad for, at Isabella har valgt at række ud til os, fordi hendes kvaliteter er så åbenlyse, som de er, lyder hans vurdering.

Ifølge Avisen Danmark indstillede bestyrelsen i De Konservatives vælgerforening i Hedensted søndag aften Isabella Arendt som kredsens kandidat til Folketinget.

Derfor stoppede hun

Isabella Arendt begrundede sit exit fra Kristendemokraterne med, at hun havde mistet arbejdsglæden.

– Der var et højt og vedvarende konfliktniveau, som har slidt over en længere periode.

– Og så har jeg tænkt over, hvad der så skal ske, og hvad jeg ellers skal gøre, og jeg er nået frem til den konklusion, at arbejdsglæde og trivsel er vigtigst, når man bruger mange timer på noget hver uge, sagde hun tilbage i maj til Ritzau.

Sponsoreret indhold