Nyheder31. august 2023 (opd. 31. august 2023)

Stine Bosse bliver spidskandidat til Europarlamentet for Moderaterne

Sammen med Bergur Løkke Rasmussen, bliver Stine Bosse ny spidskandidat for Moderaterne ved valget til EU-Parlamentet
Stine Bosse bliver spidskandidat sammen med Bergur Løkke-Rasmussen.
Stine Bosse bliver spidskandidat sammen med Bergur Løkke-Rasmussen.
 Foto: Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix

Erhvervskvinden Stine Bosse bliver Moderaternes spidskandidat ved valget til EU-Parlamentet år. Det siger hun til Politiken.

- Jeg har altid sagt, at det eneste, jeg ville politisk, var europapolitik. At det skulle være det rigtige parti. Og at der skulle være brug for mig.

Stine Bosse bliver spidskandidat sammen med Bergur Løkke Rasmussen, der er søn af partiets formand, Lars Løkke Rasmussen.

Bergur Løkke Rasmussen er i øjeblikket medlem af EU-Parlamentet.

- Generelt ser folk lysere på EU som politisk projekt, men vi vil gerne fjerne den der med, at EU er noget, "vi er nødt til". I stedet skal vi se på EU som et sted, hvor vi kan få mere ud af det samme, lyder det fra Stine Bosse.

Ud over at være optaget af erhvervspolitik og teknologi er hun også interesseret i flygtningeområdet.

Her skal der findes "fælles løsninger", siger Stine Bossen. Hun mener, at det vil gå den forkerte vej, hvis man overlader flygtningedebatten til de lande, hvor flygtninge kommer først.

Stine Bosse har en fortid som direktør i forsikringskoncernen Tryg. Derudover bestrider hun en række bestyrelsesposter.

Hun er også kendt for at være foredragsholder og debattør.

Til Politiken fortæller Stine Bosse, at hun altid har været "lidt nysgerrig" på Lars Løkke Rasmussen, og at hun meldte sig ind i hans parti tre uger før folketingsvalget sidste år.

Inden da bakkede hun op om Radikale Venstre. Hun droppede dog partiet, efter at det tvang Mette Frederiksen (S) til at udskrive valg sidste år.

Hos SF bliver det Kira Peter-Hansen, der stiller op som spidskandidat til EU-Parlamentet. Villy Søvndal har også meldt sig på banen som kandidat.

Imens har 22 medlemmer af De Konservative indstillet Pernille Weiss som partiets spidskandidat.

Det sker, efter at partiledelsen i foråret opfordrede hende til at trække sig som medlem af EU-Parlamentet i forlængelse af en intern undersøgelse, der påviste et dårligt arbejdsmiljø på hendes kontor.

Tidligere på året meldte Dansk Folkeparti ud, at partiets folketingsgruppe og partiformand Morten Messerschmidt indstiller den nuværende europaparlamentariker, Anders Vistisen, som spidskandidat.

Der er valg til Europa-Parlamentet i juni 2024.

Sponsoreret indhold