Nyheder23. marts 2023

Stille dræber tog livet af 13-årige Lauren få dage efter hun fik symptomer

13-årige Lauren Menzies led ikke bare af maveonde, som hendes forældre først troede
Lauren Menzies
13-årige Lauren Menzies døde indenfor få dage af sepsis. Nu vil hendes forældre kæmpe for at sprede viden om infektionen, der potentielt kan være dødelig.
 Foto: JustGiving

I Storbritannien dør fem personer hver time af infektionen, der sniger sig ind på sine ofre. En af dem var den 13-årige Lauren Menzies fra Lancashire.

Skolepigen, der ellers virkede sund og rask, døde blot få dage efter, hun blev hasteindlagt på hospitalet.

Lauren Menzies havde haft en dag som alle andre hjemme hos sig selv sammen med sine forældre, da hun fik kvalme og begyndte at trække vejret lidt hurtigere, end hun plejede i december 2019.

Det skriver The Sun.

Den 13-årige skolepiges mor, Sarah, troede ud fra symptomerne, at der blot var tale om maveonde, men der gik ikke længe, før hun blev rigtig bekymret.

Hun havde holdt datteren hjemme og frygtede egentlig, at hun havde overreageret lidt.

- Der var så meget sygdom. Jeg tænkte ikke, at det var noget unormalt, har Sarah forklaret Lancashire Post ifølge The Sun.

Lauren Menzies
13-årige Lauren Menzies døde 11. december 2019 og var den ældste af tre søskende.
 Foto: JustGiving

Hun forklarer yderligere, at Lauren havde været til en dansetime om mandagen og til en drama-forestilling tirsdag, og virkede derfor ikke ramt hårdt af sygdom.

- Jeg var ikke bekymret, men så begyndte hun at trække været lidt hurtigt og virkede forvirret, forklarer hun.

Hvad er sepsis?

Sepsis er en alvorlig sygdom, hvor bakterier ofte er kommet over i blodet, og hvor infektionen har spredt sig til mange af kroppens organer. Sepsis kan også skyldes infektioner med virus eller svampe.

Man får ofte høj feber og kulderystelser, og ens almene tilstand kan meget hurtigt blive alvorligt påvirket.

Sepsis kaldtes tidligere også blodforgiftning.

Kilde: Sundhed.dk

Derfra gik det hurtigt. Hun blev indlagt på hospitalet. Her blev Lauren mere og mere forvirret.

- Hun gav folk kram, og gjorde mærkelige ting, siger Sarah om datterens tilstand.

Lauren kunne på daværende tidspunkt heller ikke huske, hvilken måned hun havde fødselsdag.

Vil hjælpe andre

Den 13-årige pige led af sepsis, som er en blodforgiftning, der kommer, når kroppens reaktion på en infektion kommer ud af kontrol.

Forældrenes egen uvidenhed om sygdommen og symptomer, har fået dem og resten af familien til nu at samle ind for at sætte fokus på sepsis og forhåbentlig sikre, at andre ikke lider samme skæbne som deres datter.

- Vi vil gerne målrette vores indsamlingsindsats mod research for behandling af sepsis, skriver de på deres indsamlingsside.

Ifølge sundhed.dk bidrager sepsis til 15 procent af alle dødsfald i Danmark.

Hvilke symptomer skal du være særlig opmærksom på?

  • Om du føler dig alment syg
  • Feber
  • Du føler dig sløv og forvirret
  • Vejrtrækning og/eller puls
  • Ændret farve af huden

Kilde: Sundhed.dk

Sponsoreret indhold