Nyheder 13. januar 2010

Per Stig Møllers søn: Et liv i druk og piller

Forfatteren Asger Stig Møller tabte sin indre kamp mod dæmonerne
Per Stig Møller nåede at blive forsonet med sin søn, inden Asgers alt for tidlige død
Per Stig Møller nåede at blive forsonet med sin søn, inden Asgers alt for tidlige død
Foto: Polfoto og All Over

Politiet og lægerne mener, at det var et hjertestop, der slog udenrigsminister Per Stig Møllers søn Asger ihjel kun 44 år gammel.
Mandag blev han fundet død i sit hjem på Nørrebro i København.

Det har berørt Per Stig Møller så meget, at han - på trods af den altid engagerede og pligtopfyldende minister han er - har aflyst en officiel rejse til Mellemøsten for at være sammen med familien og dele sin sorg.

Asger og Per Stig Møller havde gennem nogle år haft et anstrengt forhold, fordi forfatteren havde skrevet den selvbiografiske bog "Patienten O's tilståelser". Men inden for det sidste år var de to blevet forsonet, og derfor har Asgers alt for tidligere død også ramt udenrigsministeren ekstra hårdt.

Asger Stig Møller kæmpede hele sit voksne liv med et overforbrug og misbrug af alkohol og medicin. Han havde stærke psykiske problemer og var flere gange indlagt på psykiatriske hospitaler.

- De sidste måneder har det været ind og ud af Bisbebjerg Hospital. Vi har været et mini-netværk omkring Asger blandt andre mig, hans mor og far. Han havde ikke drukket hele december, men efter nytår fik han et tilbagefald, fortæller vennen og forfatterkollegaen Claus Winther alias Gordon Inc. til B.T. Han har kendt Asger, siden de startede i folkeskolen.

- Hans liv var én lang kamp mod flasken, og han havde været på tung psykofarmaka, siden har var 17-18 år gammel. Alt tyder på, at hans krop ikke har kunnet klare det til sidst, siger Winther.

Som forfatter var Asger Stig Møller utroligt produktiv. Han udgav 19 bøger og modtog flere priser.

Én af hans største beundrere var Per Stig Møller.

- Jeg kunne tydeligt mærke, at hans far var meget stolt af ham. Det har jeg kunnet se de sidste dage, hvor han har gået og citeret nogle af hans digte, fortæller Claus Winther.

Sponsoreret indhold