Stig Elling: På skideren
Stig Elling gav den gas sammen med en række andre kendisser, blandt andre Mascha Vang og Audrey Castañeda, i et toilet-stafet på Rådhuspladsen.
Anledningen var, at 30.000 danskere konstant er på skideren, fordi de enten lider af Colitus Ulcerosa eller Crohns sygdom. De kan ikke gå uden for en dør uden at blev nødt til at vide præcis, hvor nærmeste toilet er og bruger dagligt to toiletruller.
- Kom så Stig, du sender jo konstant folk rundt i verden til steder, hvor man får dårlig mave, råbte Audrey Castañeda, mens rejsemanden drønede rundt på et rullende toilet i den spektakulære stafet.
Stig Elling var kun glad for at kunne gøre gavn i en god sags tjeneste.
- Hvis jeg kan være med til at skabe fokus på det her problem, er det fint for mig. Og så er det en sjov måde at behandle et tabubelagt emne på, fortalte Stig Elling.
Til stede var også en række politikere, blandt andre sundheds- og forebyggelsesminister Jacob Axel Nielsen og venstre-baben Sophie Løhde.