Nyheder31. januar 2024 (opd. 31. januar 2024)

Sticks 'n' Sushi solgt til kapitalfonden McWin

Sidste år blev Sticks 'n' Sushi sat til salg. Nu er den blevet solgt i en handel til en værdi af mellem en halv og en hel milliard kroner
Sticks 'n' Sushi er blevet solgt til den britiske kapitalfond McWin. Handlen har en værdi af mellem en halv og en hel milliard kroner.
Sticks 'n' Sushi er blevet solgt til den britiske kapitalfond McWin. Handlen har en værdi af mellem en halv og en hel milliard kroner.
 Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix

Restaurantkæden Sticks 'n' Sushi er ifølge Børsen solgt til den britiske kapitalfond McWin i en handel til en værdi af mellem en halv og en hel milliard kroner.

Kæden, der for størstedelens vedkommende er ejet af en fond under kapitalforvalteren Maj Invest, blev sat til salg sidste år, efter ti år hvor omsætningen er tredoblet, og indtjeningen er firedoblet.

Køberen McWin har specialiseret sig inden for restaurationsbranchen og driver blandt andet Burger King-restauranter i Tyskland og Polen.

Sticks 'n' Sushi blev stiftet af Thor Andersen og brødrene Jens og Kim Rahbek Hansen.

Kæden driver 27 restauranter. 12 af dem ligger i Danmark, og 12 af dem ligger i Storbritannien, mens de sidste tre befinder sig i Berlin.

Selskabet opnåede i det seneste regnskabsår en omsætning på 779 millioner kroner. Overskuddet efter skat lød på 21,4 millioner kroner.

Sponsoreret indhold