Nyheder28. juli 2009

Stein Bagger: I brummen med de hårde

IT Factory-svindleren får ingen luksustilværelse eller positiv særbehandling, når han skal afsone sin straf
Stein Bagger bliver buret inde i et af landets hårdere fængsler
Stein Bagger bliver buret inde i et af landets hårdere fængsler
 Foto: Nils Meilvang/Scanpix

Der er noget næsten kongeligt ved at rende rundt med sin egen livvagt. Sådan som Stein Bagger gjorde, da det hele var fryd, gammen, og ingen udenforstående havde opdaget, at IT Factory-bossen var ude på tynd is og fuld af svindel.

Men i dag er det ikke sikkert, at han er så glad for, at han hyrede blandt andre HA-rockeren Brian Sandberg til at rende rundt og passe på sig.

Det betyder nemlig, at Stein Baggers fængselstilværelse ikke bliver nogen badeferie. På grund af sine relationer til rockermiljøet kan han ikke - i modsætning til andre kriminelle, der har begået økonomisk kriminalitet - afsone i et åbent fængsel. Det oplyser Kriminalforsorgen.

I stedet skal han ind og sidde i Vridsløse Statsfængsel, hvor også godt 20 fuldgyldige HA'ere og medlemmer af støttegruppen AK81 holdes under opsyn i en særlig afdeling. Den tidligere IT Factory-direktør blev i juni idømt 7 års fængsel for særlig groft bedrageri og dokumentfalsk.


Sponsoreret indhold