Stein Bagger: Brugte 1,2 mio. kroner i Dubai
Den fik ikke for lidt. Stein Bagger gav den hele armen, inden han forlod Dubai. Tre hvide Rolls-Royce, kaviar og røde løbere i lange baner, alt sammen på IT Factorys regning, som om han vidste, at nu var det slut med det søde liv i meget lang tid.
På den tur til Dubai, der endte med, at Stein Bagger stak af og flygtede til USA, brugte han og hans rejseselskab således på få dage mindst 1,2 millioner kroner, oplyser kurator i konkursboet i IT Factory, Boris Frederiksen, til B.T.
Onsdag den 26. november fløj Stein Bagger med Anette Uttenthal og de to vennepar Anne-Mette Sølbeck og hendes mand, multimillionæren Peter Sølbeck, samt HR-direktøren i IT Factory, Kim Meier og dennes hustru fra København til Dubai. Her blev de indlogeret på hotel Burj Al Arab, der er verdens dyreste hotel med suiter, og som koster op til 300.000 kr. pr. dag, skriver B.T.