Nyheder8. august 2023

Status på det voldsomme vejr: Pas stadig på derude

Det voldsomme blæsevejr har stadig fat i landet, og derfor opfordres bilister til at være ekstra opmærksomme tirsdag morgen
Afkørsel 55 ved Aarup. Motorvej, afkørsel og broer især på Vestfyn, hvor der oftest er uheld og kø 12. juli 2023. (Foto: Tim Kildeborg Jensen/Ritzau Scanpix)
På grund af blæsevejret opfordres bilister til at være ekstra forsigtige i dag.
 Foto: Ritzau Scanpix

Voldsomme vindstød og hård blæst præger stadig landet – og derfor opfordres bilister til stadig at være forsigtige, når de bevæger sig udenfor.

Særligt i Jylland har de voldsomme vinde ifølge Nordjyske fået flere træer til at vælte ud over kørebaner – og derfor er opfordringen fra Nordjyllands Politi og Midt- og Vestjyllands Politi da også klar:

Kør hjemmefra lidt tidligere end planlagt og kør forsigtigt.

Desuden har det kraftige blæsevejr også fået de karakteristiske badehuse ved Løkken strand til at "sejle rundt".

https://imgix.seoghoer.dk/2023-08-08/20230808-075442-l-1920x1280we.jpg
Badehusene ved Løkken sejler nu rundt i vandet.
 Foto: Ritzau Scanpix

Mange er desuden ødelagte, skriver TV 2 Nord. I går forsøgte en kran og en lastbil at flytte så mange badehuse som muligt, men det lykkedes ikke at redde alle.

Anja Laustsen fortæller til TV 2 Nord, at hun er chokeret over synet. Hun har haft et badehus i 20 år - siden 2003:

- For nogle år siden, stod vi og skubbede på badehusene, for at de ikke skulle svømme væk, men det er simpelthen for farligt nu, for der blæser stadig helt vildt, siger hun til TV 2 Nord.

Også togtrafikken er forsat præget af vejret. Allerede i går meddelte DSB, at man ville indsætte færre tog i hele landet som følge af risikoen for nedfaldne køreledninger. Det betyder fortsat, at der er en del ændringer i køreplanerne. Desuden blev det også i går meldt ud, at alle S-tog vil køre med nedsat hastighed på grund af vinden.

Derfor opfordres alle, der skal med tog tirsdag morgen, til at holde sig opdateret hos DSB.

Tirsdag morgen fraråder Vejdirektoratet også at køre med vindfølsomme køretøjer på Farøbroerne, Øresundsbroen og Vejlefjordbroen.

Især i det nordjyske skal man fortsat forvente blæsevejr ud over det sædvanlige i dag.

Sponsoreret indhold