Nyheder14. december 2022

Statsministeriet indkalder til pressemøde

Onsdag vil Mette Frederiksen præsentere Danmarks nye regering sammen med Jakob Ellemann-Jensen (V) og Lars Løkke Rasmussen (M)
Mette Frederiksen var tirsdag aften på Amalienborg. 
Mette Frederiksen var tirsdag aften på Amalienborg for at meddele dronningen, at hun var klar med en ny regering.
 Foto: Ritzau Scanpix

Statsministeriet indkalder til pressemøde klokken 12 på Marienborg onsdag.

Det oplyser Statsministeriet i en pressemeddelelse.

Her præsenteres regeringsgrundlaget for en ny regering i Danmark.

Mette Frederiksen (S), Jakob Ellemann-Jensen (V) og Lars Løkke Rasmussen (M) vil være til stede.

Der skulle 42 dages forhandlinger til, før en ny regering var på plads.

Tirsdag aften meddelte Mette Frederiksen, at Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne var enige om et regeringsgrundlag.

De Radikale røg i svinget tidligere tirsdag. Partiet havde ellers været med i forhandlingerne helt ind i slutfasen.

- Der er masser af kompromisser. Men endnu vigtigere er der masser af ambitioner, sagde Mette Frederiksen ved Amalienborg tirsdag aften, efter at hun havde meddelt dronningen, at en ny regering kunne dannes.

De tre partier bliver med 89 mandater de facto en flertalsregering, da de nordatlantiske mandater traditionelt blander sig uden om dansk indenrigspolitik.

Flertalsregeringer er en sjældenhed i dansk politik, hvor der ofte er mindretalsregeringer. Regeringen vil dog stadig søge brede aftaler.

- Vi vil aktivt afsøge og afdække, om vi kan lave bredere flertal end det, vi præsenterer i kraft af os selv, sagde Mette Frederiksen.

Det er endnu uvist, hvad de tre partier er enige om, og hvad der dermed står i regeringsgrundlaget. Det er også uvist, hvilke ministerposter Ellemann-Jensen og Løkke får.

Det er først torsdag, at den nye regerings ministre bliver præsenteret.

Sponsoreret indhold