SSI er træt af misinformation og fake news fra udlandet: Opretter infoside på engelsk
Statens Serum Institut (SSI) har oprettet en engelsksproget side, hvor der bliver gået i rette med det, SSI kalder misinformation.
Desuden er SSI også begyndt at svare internationale Twitter-brugere, der skriver om den danske covid-19-situation.
Flemming Platz, der er pressechef i SSI forklarer, at det sker, efter at folk på Twitter har misfortolket SSI's data.
- Vi har siden genåbningen af Danmark oplevet en enormt stor international interesse for Danmark.
- Vi ser nu, at der er et liv på sociale medier, især Twitter, hvor rigtig mange kigger i vores retning, ser ind i vores data og misfortolker den. Det er også blandt fagprofessionelle, siger han.
- Har I mistet forstanden?
Et eksempel er den amerikanske epidemiolog Eric Feigl-Ding, der tirsdag skrev på Twitter, at danske politiske ledere måtte have mistet forstanden, fordi antallet af døde med coronavirus var stigende, efter at Danmark havde fjernet restriktionerne.
SSI svarer epidemiologen på engelsk, at de tal, han deler, viser personer, der er døde med coronavirus og ikke nødvendigvis på grund af coronavirus.
Flemming Platz mener ikke, at der er grund til at ændre måden, SSI's data præsenteres på, selv om det misfortolkes.
- Det er, fordi vi har et andet sprog, og de ikke kan læse ind i vores tekster.
- Omikron har jo ændret spillereglerne fuldstændig. Når der er op mod 50.000 smittede hver dag, vil der også være nogle af dem, der bliver indlagt eller dør, der har en positiv test, uden at det nødvendigvis er grunden til det.
Han fortæller, at tallene renses og udgives af SSI i en ugentlig tendensrapport, og at den også vil blive udgivet på engelsk.
Fakta er utrolig vigtig
Kigger man på SSI's Twitter kan man se, at der er blevet svaret på en del tweets de seneste par dage.
Flemming Platz fortæller, at det er en prioritet at rydde op i det, de kalder misinformation.
- Den internationale presse og verden er også vores verden. Det er utrolig vigtigt i forhold til udlandet, at det er de rigtig data og fakta, der kommer ud, og det er også vores opgave, siger han.