SPORT I TV

Først og fremmest har jeg flere gange kritiseret den mageløse fantasiløshed, der i disse år synes at hærge TV-branchen. En fantasiløshed, der giver sig udslag i, at alle TV-cheferne render efter det samme - og at ingen rigtig tør vove noget nyt. Logikken synes at være, at hvis noget én gang har vist sig at være en succes, så skal den gentages i det uendelige. Ingen har således længere noget præcist tal på, hvor mange boligprogrammer nationen martres med. Sidst vi her på bladet talte efter, var tallet 11. Men mon ikke der siden da er kommet et par stykker eller tre til? For til efteråret skal der jo være noget at vise, når der ikke lige transmitteres fra diverse sekunda-håndboldkampe. Set i det lys er denne sommer faktisk en ganske stor opmuntring, hvad det TV-mæssige angår. For sørme, om vi ikke (stort set) slipper for bøvet boligunderholdning og andægtigt krybende royalt TV - og i stedet kan glæde os over hele 800 timers sport fordelt på de store kanaler. Det er vi et par stykker, der faktisk er temmelig taknemmelige over. TV-sommeren 2004 står simpelthen i sportens tegn. Først med EM i fodbold, så med toptennis i Wimbledon, derefter tre uger med Tour de France og som et effektfuld punktum på nogle fantastiske sportsmåneder 400 timers TV fra OL i Athen. Og bemærk så lige, at DR og TV2 faktisk har ladet fornuften sejre og delt godbidderne mellem sig, hvad der jo desværre ikke er nogen selvfølge - bare tænk på den absurde dobbeltsending fra det spanske kronprinsebryllup for nylig. Nu er jeg jo ikke mere idiot, end at jeg godt ved, at den massive sportsdækning hen over sommeren også udgør en provokation for de mange, for hvem sport ikke lige er sagen. Men kunne man ikke bare vælge at se sådan på det, at denne TV-sommer i sportens tegn blot er belønningen for, at vi resten af året skal slæbe os igennem resultatet af den almindelige fantasiløshed?