Sponsorflugt gav Copenhagen Pride millionunderskud i 2024

Copenhagen Pride havde i 2024 et underskud på knap 1,7 millioner kroner.
Det viser en aktindsigt, som Ritzau har fået hos Københavns Kommune.
Dermed satte sidste års partnerflugt sine tydelige spor i organisationens regnskab.
Copenhagen Pride havde budgetteret med 8,5 millioner kroner i sponsorindtægter.
Støtten fra samarbejdspartnere endte dog noget lavere på 4,4 millioner kroner, viser regnskabet.
Organisationen bag Copenhagen Pride kom ud i et stormvejr i begyndelsen af sidste år i en sag om krigen i Gaza.
Stormen omkring Pride blæste op i februar, da Copenhagen Pride meddelte, at sponsorerne ville blive spurgt ind til "interesser og aktiviteter i Israel og Palæstina".
Som konsekvens trak flere prominente virksomheder deres sponsorater tilbage - blandt andet Mærsk, Google og Novo Nordisk.
Ifølge Copenhagen Prides forperson, Benjamin Hansen, skal organisationen rent økonomisk bygge sig selv op igen.
- Sidste års situation havde naturligt økonomiske konsekvenser. Vi forstår partnernes valg sidste år, selv om det nu betyder en genopbygning økonomisk, siger han i en skriftlig kommentar.
Dog betød sidste års regnskab, at man har været bedre forberedt til årets udgave af festivalen, fastslår han.
- Derfor har vi justeret vores administration, herunder at skifte kontor og gå fra fire til to fastansatte, siger forpersonen.
Sidste år budgetterede Priden desuden med samlede indtægter på billet-, bar- og merchandisesalg på fire millioner kroner.
Indtægterne på de tre områder endte dog samlet på 1,7 millioner kroner, fremgår det af regnskabet.
De lavere indtægter kan blandt andet skyldtes et markant fald i antallet af deltagere ved sidste års Copenhagen Pride, hvor 15.000 deltog, anslog Københavns Politi.
Det var et fald på omkring 20.000 sammenlignet med 2023.
De mange sponsorerer, der trak sig fra samarbejdet, fik organisationen til at skrue gevaldigt ned for udgifterne til arrangementet sidste år.
Copenhagen Pride budgetterede med arrangementsudgifter for 9,8 millioner kroner, men de arrangementsudgifter endte fem millioner kroner lavere.
Copenhagen Pride er en festival, der sætter fokus på LGBT+-personers rettigheder. LGBT+ dækker over forskellige seksuelle minoriteter og kønsidentiteter.
Årets udgave er i fuld gang og kulminerer traditionen tro med Pride-paraden lørdag den 16. august.