SPILLETS REGLER

Og forleden i New York fik hans frustrationer frit løb, da han højlydt undrede sig over, hvorfor pressen overhovedet interesserer sig for en kommende forlovelse. Tidligere har prinsesse Benedikte i et avisinterview anslået nogle af de samme takter. Hertil er kun ét at sige, Frederik og Benedikte: Sådan er spillets regler. Naturligvis er SE og HØR stærkt optaget af, hvornår den kommende konge agter at indgå forlovelse og ægteskab. Det er vi, fordi vi ved, at det interesserer danskerne ganske meget. Og kongehuset baserer sig jo - glem aldrig det - alene på befolkningens store interesse og opbakning. Som kongelig har man masser af privilegier. Alle døre står åbne. Man rejser verden rundt. Og man fører i det hele taget en spændende, inspirerende og udfordrende tilværelse. (Og betales tilmed ganske pænt af staten for det alt sammen). Omkostningerne er så, at kongefamilien er udsat for en interesse langt ud over det sædvanlige. Den interesse må de kongelige leve med. Da især fordi den har sit udspring i befolkningens uforbeholdne støtte og anerkendelse.