Spastiske Ralf er bare sej: Jeg kan hvad jeg vil

33-årige Ralf Werner Rasmussen fra Kirke Stillinge på Vestsjælland er en ægte fighter. Har han sat sig et mål, stopper han ikke, før han har nået det. Han er nok et af de tydeligste beviser på, at man kan, hvad man vil – altså hvis bare man har nok viljestyrke og stædighed. Eller nosser, som han bramfrit siger.

Ralf er født med cerebral parese – spastisk lammelse. Indtil for fem år siden sad han nærmest lænket til sin kørestol og skulle have hjælp til næsten alt. Men sådan er det ikke længere. Med en utrolig jernhård viljestyrke har han kæmpet sig ud af kørestolen

og kan i dag leve et liv, som ingen troede var muligt for en spastisk lammet.

Og da SE og HØR møder ham i Gørlev Motionscenter, er han da også i gang med at løfte tunge lodder og anden hård styrketræning. Samtidig motionerer han også i et andet træningscenter i Sorø, hvor de har et specielt designet løbebånd, som han ikke kan falde ned fra.

– Jeg tog kørekort som 18-årig og har egen bil og kan køre rundt. Den er uundværlig for mig. Der er jo ikke mange, som tror, at spassere kan køre bil, griner Ralf. (Foto: Thomas Laursen)

Fået helt nyt liv
– Jeg har fået et helt nyt liv. Og jeg elsker det. Jeg har det meget bedre både fysisk og psykisk. Efter at jeg har ”rejst” mig fra kørestolen, har jeg fået en frihed, som jeg aldrig før har kendt. I juni i år deltog jeg i Sorø Byløb – mens jeg skubbede maratonløberen Hanne Vilmann, som sad i min kørestol, fortæller Ralf.

– Da jeg så Team Tvilling løbe maraton, pissede det mig af. Hvad pokker får man ud af at blive skubbet rundt i en kørestol i et maratonløb? Jeg ville i alt fald ikke få noget ud af det. Så derfor satte jeg mig for, at det skulle være lige omvendt. Og det blev det. Jeg trænede røven ud af bukserne, griner Ralf.

– Selvfølgelig er jeg stolt af, hvor langt jeg er kommet videre med mit liv. Nu har jeg rejst mig fra kørestolen og kan gå. Men man er nødt til selv at gøre en indsats, fastslår Ralf. (Foto: Thomas Laursen)

Sorø Byløb er på 2,5 kilometer. Ralfs mål var at gennemføre løbet på en time. Han gjorde det på 29 minutter – det, til trods for at de 2,5 kilometer i hans situation nærmest svarer til et maratonløb på over 42 kilometer.

– Jeg har også løbet Stafet For Livet i Køge, hvor jeg løb 2000 kr. ind til fordel for Kræftens Bekæmpelse. Det gik jo til et godt formål, så det gjaldt bare om at bide tænderne sammen. Og sidste år løb jeg fem kilometer gennem skov og strand sammen med to gode venner, som støttede mig. Vi kalder os ”Team Spasser in Black”.

– Jeg har været i kontorpraktik i Folketinget. Men jeg blev dårligere og dårligere, og efter tre måneder måtte jeg desværre stoppe. Min læge sagde, at jeg ville ende som gammel grøntsag, hvis jeg fortsatte. (Foto: Thomas Laursen)

Savner en kæreste
Ralfs nye liv startede, fordi han ville tabe sig og have en kæreste. Det stillesiddende liv i kørestolen havde gjort, at han var overvægtig – og han ville gerne være attraktiv. Så han startede på en slankekur, men den gjorde, at hans muskelmasse samtidig forsvandt.

– Derfor begyndte jeg på styrketræning. Og løbetræning. Jeg træner to-tre timer fem-seks dage hver uge. Nu har jeg bevist over for mig selv – og forhåbentlig også mange andre – at det ikke nytter noget bare at sætte sig ned i et hjørne og se verden passere

forbi. Man er nødt til selv at gøre en indsats, hvis man vil videre i sit liv, fastslår Ralf, som dog desværre endnu ikke har fået en kæreste.

– Men hun står nok et eller andet sted og venter på mig. Vi skal bare finde hinanden, siger Ralf optimistisk.

– Det pissede mig af at se løbere trille rundt med spastikere i Team Tvilling. Jeg ville det omvendte. Og det gjorde jeg. Sammen med maratonløberen Hanne Vilmann løb og skubbede jeg hende til Sorø Byløb.

– Før i tiden sad jeg i kørestolen i alt fald otte timer om dagen. Nu bruger jeg den måske to-tre timer om ugen. Og det er kun, når jeg skal købe stort ind. Det var den frihed, som jeg gerne ville opnå. Nu kan jeg jo gå, siger Ralf, som kalder sig selv for spasser.

– Jeg er spasser, så hvorfor kalde det noget andet? Det er ikke negativt. Slet ikke når man viser sine omgivelser, at man som spasser alligevel godt kan komme videre med sit liv.

– Min store drøm er at komme til et amatør-fitness-show, hvor jeg kan stå på en scene og vise alle, at sådan kan en spasser også gøre og se ud!