SORG SOM UNDERHOLDNING

Og der er ikke nogen tvivl om, at drabet bidrager til det nationale traume, der har tynget svenskerne siden det lige så meningsløse - og fortsat uopklarede - mord på Olof Palme for 17 år siden. Min egen reaktion, da jeg hørte om ugerningen, var først og fremmest vantro. Tænk, at svenskerne endnu en gang skulle opleve en toppolitiker brutalt blive myrdet midt i Stockholm. Chokerende, forfærdende, rystende. Men følte jeg sorg? Det ærlige svar er: Nej. Sorg er noget, man føler, når der overgår ens nærmeste - familie eller venner - noget forfærdeligt. Og jeg tror, at man skal passe på med at gøre sorgen til allemandseje. Passe på med at trivialisere den. Passe på med at devaluere den. Hvor mange danskere kendte for to uger siden navnet på den svenske udenrigsminister? Alligevel postulerer medierne, at "Danmark er i dyb sorg" over tabet af Anna Lindh - ligesom vi angiveligt alle sammen var i sorg, da Diana døde. Oprigtig talt: Det hænger ikke sammen. Vi kan chokeres og forfærdes - hvad der bestemt er alt mulig grund til. Men at vi skulle føle sorg over tabet af mennesker, vi ikke kender - den køber jeg ikke. Det handler ikke om kulde eller manglende indfølingsevne, men dybest set om det modsatte. Nemlig respekt for dem, som VIRKELIG er ramt af sorgen. De skal - synes jeg - have lov at have denne sorg i fred. Og det får de ikke. Der er en tendens til, at vi - undskyld udtrykket - GASSER os i den samhørighedsfølelse, som det giver at sørge i fællesskab. Vi tænder lys og græder over mennesker, vi kun har læst om eller set i TV. Dermed reduceres sorgen til et mediestunt. Og et er i virkeligheden ikke særligt kønt at skue.

Udvalgt til dig
Fra forsiden
Close