Nyheder17. juli 2003

SOMMER

Om ganske få timer er JEG den, der er skredet. På ferie. Til Sydens sol og varme. Der er bare lige det aberdabei, at den danske sommer just er ankommet – så dejlig som nogensinde. Med usvigelig sikkerhed i præcis den uge, hvor jeg har valgt at smutte til Middelhavet. Det er timing på et ganske højt niveau: 30 grader i Danmark – og jeg er draget på solferie.
https://imgix.seoghoer.dk/media/36097daeb7d54ba7bf7d519d4f19ae26.jpg

Lidt undskyldt må jeg dog være. For der er jo det ved den danske sommer, at den som bekendt er ganske svigefuld, og på ingen måde er en størrelse, det går an at regne(!) med. Derfor er det, at vi netop i denne uge er temmelig mange danskere, som sveder tran under sydlige himmelstrøg, når vi faktisk lige så godt kunne have gjort det under de hjemlige. Fred være med det. Og til lykke til de trods alt mange, som har haft is i maven og loyalt satset på den danske sommer. Så til alle jer, der er blevet hjemme i Danmark og lige nu læser disse linjer på altanen, i haven, i sommerhuset eller på båden: Nyd den nu, den fantastiske danske sommer. For når vejret arter sig i Danmark, har det - kan vi vel godt blive enige om - ikke sin lige andetsteds i verden. Må jeg i øvrigt foreslå følgende sommercocktail: Et glas kølig hvidvin (kan efter temperament udskiftes med en ditto bajer eller noget andet læskende), en skyggefuld plads under et træ og så lige et SE og HØR. Så garanterer jeg et frikvarter, der ikke fås bedre. Anbefalingen er hermed givet videre til fri afbenyttelse. Ha' en rigtig god sommer, alle sammen.

Sponsoreret indhold