Soldaterne elskede Mary

Det har altid været populært med besøg fra kønne kvinder i militærlejr. Og begejstringen ville heller ingen ende tage, da kronprinsessen kom på hemmeligt visit i de 3 danske lejre i Afghanistan.
- Det er ingen hemmelighed, at det var et hit, siger Søren Gade om det kongelige besøg til SE og HØR.
Prinsessen holdt tale for soldaterne i alle lejrene og havde en hilsen fra svigermor med.
- Det plejer at være mig, der siger et par ord til soldaterne, men det gjorde prinsessen. De klappede, og det gør man ikke normalt i en militærlejr, fortæller forsvarsministeren.
Man kan ikke fortænke de danske drenge i at være begejstrede, for prinsessen tog sig som sædvanligt fantastisk ud - denne gang i camouflagetøj. Det var et tøjvalg, som hun også var iført under sin træning i Hjemmeværnets grunduddannelse.
Mary og hendes 2 rejsekammerater Søren Gade og Thor Pedersen var i Afghanistan i 3 dage.
Besøget blev holdt hemmeligt, indtil holdet var tilbage på sikker grund i Danmark.