Nyheder2. september 2008

Sofie Lassen-Kahlke: Sætter sin brudekjole på auktion

Skuespilleren donerer sin romantiske robe til Børnehjælpsdagen
Denne smukke kjole kan blive din - desværre følger søde Robert Hansen ikke med
Denne smukke kjole kan blive din - desværre følger søde Robert Hansen ikke med
 Foto: Hammer PR/foto: Lars Høgsted

Du kan nu få lov til at gå ned ad kirkegulvet iført den flotte brudekjole på, som Sofie Lassen-Kahlke har på i den nye "Anja og Victor"-film.

Det er ikke hendes egen kjole, da hun jo ikke er gift, men derfor betyder donationen meget for skuespilleren.

- Jeg ved, at beløbet for brudekjolen vil gå til at give de anbragte børn og unge nogle gode oplevelser, som de altid kan tænke tilbage på, når hverdagen engang i mellem er tung og svær, siger Sofie.

Hun har været ambassadør for Børnehjælpsdagen siden år 2000, og hun ønsker, at alle pengene skal gå til børnene.

Brudekjolen består af mokkafarvet satin, blød tylsblonde og fine håndbroderede blomsterapplikationer. Der findes kun to eksemplarer af kjolen - den ene er tilpasset til Sofie, og den anden er stadig ubrugt. Det er den ubrugte kjole, der sættes til salg på Lauritz.com.

- Det er fantastisk for mig at kunne give penge videre til Børnehjælpsdagen - og dermed de dejlige børn, der desværre bor uden for hjemmet. Disse børn - som jeg selv har mødt mange gange - fortjener ekstra, positiv opmærksomhed, forklarer Sofie Lassen-Kahlke om baggrunden for sin donation.

Du kan byde på kjolen på www.lauritz.com og måske støtte det gode formål fra den 3.-19. september, alle pengene går ubeskåret til Børnehjælpsdagen.

Sponsoreret indhold