Nyheder21. januar 2010

Søsser Krag: Opereret for kræft

Tilværelsen har på det seneste været ekstra hård ved Helle Virkners skleroseramte datter
Søsser Krag har oven i sin sklerose også været igennem en kræftoperation
Søsser Krag har oven i sin sklerose også været igennem en kræftoperation
 Foto: All Over

47-årige Søsser Krag er blevet opereret for brystkræft på Herlev Hospital.

Operationen fandt sted den 6. januar 2010 og forløb som planlagt, skriver Billed Bladet.

Søsser, som er datter af Jens Otto Krag og Helle Virkner, fik konstateret sygdommen sidste år, og lægerne har nøje fulgt hendes tilstand. De besluttede altså at gribe ind ved en operation tidligere i januar.

Helle Virkner døde af kræft sidste år og vidste godt, at hendes datter også havde fået sygdommen. De talte dog aldrig om det, da Helle Virkner havde svært ved at forholde sig til det.

Søsser Krag blev opereret på Herlev Hospital den 6. januar og er ved godt mod.

- Jeg har det godt, og det skal nok gå alt sammen, siger Søsser Krag til Billed Bladet.

Siden sin mors død har Søsser Krag boet på institutionen Rødbo i Ballerup. Hun ser en del til sin mors ven Peter Poulsen, som har fulgt Søsser til hendes mange undersøgelser på Herlev Hospital.

Ifølge Billed Bladet sad Peter Poulsen og hans kone Bente ved Søssers side før og efter operationen den 6. januar.



Sponsoreret indhold