Søsser Krag: Forstenet af sorg

- Det er så smukt, sagde Søsser Krag i kirken inden bisættelsen. Blomsterne lå da også hele vejen ned gennem skibet og prydede det hvide rum.

Flere af Helle Virkners nære venner startede med at hilse på Søsser og sikre sig, at hun havde det godt. Lise Nørgaard gik straks hen til Helles datter. Det samme gjorde Lone Hertz, der allerede havde tårer i øjnene, da hun gik ind i kirken.

Søsser Krag var kommet til kirken i god tid, og det var tydeligt svært for hende, at udholde den lange ventetid, inden den smukke ceremoni gik i gang. Selvom hun selv er tynget af sorg, spurgte hun opmærksomt til, hvordan andre havde det.

Helle Virkner lå i en hvid kiste, men en stor flot hvid buket, og da hendes nære ven Holger Juul Hansen holdte sin tale for hende, bukkede han kort for kisten inden.

- Kæreste Helle, så kommer øjeblikket, startede han sin rørende tale.

- Nå, du gamle. Hvad vil du så fortælle om mig?, havde Helle spøgefuldt spurgt ham om inden sin død.

- Tror ikke, det er anekdoterne, der ligger yderst på tungen. Savnet vil tage over. Sådan er det i dag, fortsatte han i sin mindetale, der lagde stor vægt på Helles generøsitet.

- Et kærligt farvel, god rejse, sluttede han og bukkede igen kort for kisten.

En af de valgte salmer, var "I østen stiger solen op", og i stedet for at sidde med salmebøgerne, fik alle de deltagende et lille hvidt hæfte, med salmerne.

Efter begravelsen blev Søsser kørt ud af en anden udgang og hun blev hurtigt kørt bort fra kirken. Alle gæsterne blev indbudt til gravøl i Skovshoved Sejlklub efterfølgende.

- Det var en smuk og værdig begravelse på enhver måde. Men det er jo aldrig noget man vænner sig til, det er jo altid naboen, der skal til begravelse, det er jo ikke noget, vi andre vil belemres med. Men det var en smuk højtidelighed. Nu har Helle fået ro, og det er godt, sagde Holger Juul Hansen, der i den sidste tid besøgte Helle flere gange om dagen.