Søren Spanning: Statsminister
De seneste ugers skandale omkring forsvaret og Forsvarsministeriet har med al tydelighed vist, at der er masser af drama at hente på de bonede gulve på Christiansborg.
Men hvorfor nøjes med Forsvarsministeriet, når man kan gå helt til tops i Statsministeriet? Det er i alle tilfælde, hvad Danmarks Radios dramaafdeling gør.
Afløseren til "Forbrydelsen II" kommer til at hedde "Borgen", og optagelserne til serien, der skal komme på skærmen engang til næste år, starter om kort tid.
Indtil videre er Søren Spanning hyret til den markante rolle som landets statsminister, skriver B.T. i dag. Blandt de øvrige skuespillere på rollelisten skulle man også finde Mikael Birkkjær og Sidse Babett Knudsen.
Fordi Christiansborg har takket nej til, at optagelserne kunne finde sted on location, har DR's scenebyggere på det seneste været travlt optagede af at bygge en kopi af blandt andet Glassalen, hvor statsministeren afholder sit ugentlige pressemøde.
- Jeg kan bekræfte, at Søren Spanning er hyret som skuespiller, og at vi har bygget en kopi, siger pressechef Peter Kamph til B.T.