Nyheder9. marts 2024

Søren Papes borgmesterefterfølger: Det har været fuldstændig overvældende

Torsten Nielsen gik i Søren Papes fodspor som borgmester. Han beretter om en overvældende uge i Papes hjemby
Torsten Nielsen efterfulgte Pape som konservativ borgmester, da sidstnævnte forlod kommunalpolitik til fordel for en hverdag på Christiansborg.
Torsten Nielsen efterfulgte Pape som konservativ borgmester, da sidstnævnte forlod kommunalpolitik til fordel for en hverdag på Christiansborg.
 Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Når Søren Pape Poulsen lørdag bisættes fra Viborg Domkirke, vil der blandt gæsterne sidde én, som både har været i opposition til den afdøde konservative formand, og som har været en af hans tætte allierede.

Det er Torsten Nielsen, som i dag er 2. viceborgmester i Viborg.

Han efterfulgte Pape som konservativ borgmester, da sidstnævnte forlod kommunalpolitik til fordel for en hverdag på Christiansborg.

Når byrådspolitikeren ser tilbage på ugen, der er gået, siden Søren Pape Poulsens pludselige død blev kendt i offentligheden, beskriver han nogle dage med overvældende reaktioner på tabet.

– Det har været fuldstændigt overvældende og ud over alle grænser. Der har været enormt mange tilkendegivelser.

– Det er jo frygtelig ærgerligt, at han ikke selv fik lov at opleve den opbakning, der er blevet udtrykt efter hans død, siger Torsten Nielsen.

Han har kendt Søren Pape Poulsen, siden der i slutningen af 00'erne udspillede sig et opgør om en lukningstruet skole i Viborg Kommune.

Her kæmpede Torsten Nielsen som bestyrelsesformand på skolen og Søren Pape Poulsen som formand for børn- og ungeudvalget i Viborg Kommune på hver deres side i striden om skolens fremtid.

– Vi kom til at lære hinanden at kende på den hårde måde, siger Torsten Nielsen og uddyber, at sagen blev et atypisk tilløb til et mangeårigt venskab.

Siden overtalte Søren Pape Poulsen sin modstander i skolesagen til at gå ind i lokalpolitik for De Konservative. Torsten Nielsen endte med at sige ja.

– Vi fik et fantastisk venskab og et kollegialt makkerskab.

– Det er Søren, der har lært mig op i det politiske spil. Jeg har været i mesterlære hos ham, fortæller Torsten Nielsen.

Ligesom mange andre viborgensere har udtrykt i løbet af ugen, mener byrådspolitikeren, at Søren Pape Poulsens død er et stort tab for Viborg.

Og han tror ikke, at alle de blomster, lys, breve og pæne ord, som den konservative leder er blevet mindet med, er udtryk for en kortvarig opmærksomhed rettet mod Søren Pape Poulsen.

– Vi plejer at sige, at avisen med dagens nyheder bliver brugt til at pakke fisk ind dagen efter. Det kommer ikke til at ske med historien om Søren.

– Man er nødt til at sige, at for Viborg Kommune som helhed er hans død et kæmpe tab, siger Torsten Nielsen.

Søren Pape Poulsen døde som følge af en hjerneblødning. Han blev 52 år. Han bisættes lørdag klokken 11.00.

Sponsoreret indhold