Nyheder10. januar 2022

Søren må ikke være far for sin datter

Søren Kristensen Juliussen føler sig uretfærdigt behandlet af systemet, da han ikke kan blive anerkendt som ”medfar” til sin datter. Derfor har han nu lavet et borgerforslag for at få de samme rettigheder som andre forældre.
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/2021-12-24_15_30_19.4450100.jpg

Det tikker ind, og hver gang siden bliver opdateret, er tallet steget.

Borgerforslaget ”Anerkend medfaderskab i regnbuefamilier” har på blot 2 dage fået de 50.000 underskrifter, der skal til, før Folketinget skal behandle forslaget.

- Det er fuldstændig fantastisk! Jeg er helt overvældet, fortæller Søren Kristensen Juliussen til sh.dk

Søren og hans mand Søren Kristensen blev for syv uger siden fædre til deres lille datter Charlie, men det har vist sig, at den store glæde over familieforøgelsen skulle gå hånd i hånd med en stor frustration for det nye forældrepar.

Som en fremmed

Det viser sig nemlig, at der er en del udfordringer, når to mænd får et barn sammen. Sørens mand er donoren til Charlie, så derfor er han registreret som hendes far.

Søren Kristensen Juliussen er til gengæld ikke registreret som forældre til Charlie.

Det betyder blandt andet, at det kun er Sørens mand, der kan hente medicin, hvis Charlie bliver syg. Det er også ham, der skal indskrive hende i vuggestue, når den tid kommer eller bestille tid til hun skal vaccineres. Der er mange ting, som det kun er Sørens mand, der kan.

- Jeg føler mig som et andenrangsmenneske, når jeg skal spørge om min mands nem-id, for at jeg kan ordne noget med vores datter.

- Det er enormt umyndiggørende, at jeg ikke kan gøre det for min datter, og at samfundet ikke ser mig som en far. Systemet opfatter nærmest som en fremmed for min datter, fortæller Søren Kristensen Juliussen.

Søster var rugemor

Det er ikke første gang, Søren og Søren oplever at løbe panden mod en mur, i deres ønske om familieforøgelse.

- Vi har i 10 år ønsket at stifte en familie, men vi har været så frustreret over de manglende muligheder i Danmark.

De havde besluttet sig for, at de ikke ville bruge en rugemor, da de frygtede, at hun ikke ville give barnet fra sig.

De havde et ønske om ikke at indblande andre i det, indtil Sørens Juliussen Kristensens søster på et tidspunkt meldte, at hun gerne ville være rugemor, hvis de brugte et andet æg.

Men også den kamp var svær, da sundhedspersonalet i Danmark ikke må assistere sådan en behandling med rugemor, og derfor måtte de til udlandet for at få hjælp.

Brugte tiktok

Til sidst lykkedes det hele, og endelig fik Søren og Søren deres drøm opfyldt. De var nu blevet fædre, men kun den ene af dem på papiret.

- Jeg har omkring 18.000 følgere på tiktok, så jeg begyndte at fortælle om uretfærdighederne ved ikke at kunne blive registreret som far, og kunne jeg mærke, at folk bakkede mig op.

- To kvinder der får et barn, kan godt blive mødre begge to, men det gælder åbenbart ikke, når det er to fædre.

Folk på tiktok skrev til Søren, at de ikke vidste, at der var den forskel på mænd og kvinder, så han besluttede sig for, at han ville gøre noget ved det.

Støtten væltede ind

Søren begyndte derfor at skrive på et borgerforslag, da han kunne mærke, at det var noget, folk gerne ville støtte. Og på rekordtid væltede støtten ind.

- Min store drøm er at vi får anerkendt at der findes mange familieformer. Hvis to kvinder kan være mødre på lige fod, så kan to mænd også.

- Det er på tide, vi ser bort fra det meget kønnede syn på forældreskab.

Sponsoreret indhold