Nyheder23. december 2023

Søren Krogh bliver permanent OB-træner

Krogh har skrevet under på en kontrakt gældende til sommeren 2026,
Søren Krogh (OB Træner) under superligakampen mellem OB og FC Nordsjælland på Nature Energy Park i Odense søndag den 3. december 2023.
Søren Krogh (OB Træner) under superligakampen mellem OB og FC Nordsjælland på Nature Energy Park i Odense søndag den 3. december 2023.
 Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Søren Krogh bliver permanent cheftræner i superligaklubben OB. Krogh har skrevet under på en kontrakt gældende til sommeren 2026, oplyser OB på sin hjemmeside.

Krogh blev i første omgang midlertidig træner året ud for OB efter fyringen af Andreas Alm i begyndelsen af november.

Siden er det blevet til en sejr, to uafgjorte samt et nederlag i årets fire sidste ligakampe, og dermed holder OB jul på niendepladsen med tre point ned til Vejle under nedrykningsstregen.

- Vi har haft et godt forløb i forbindelse med rekrutteringen af en ny cheftræner, hvor vi startede med et større felt af kandidater, som siden blev snævret ind til en shortliste på tre hovedkandidater, vi havde til samtale, hvoraf Søren Krogh var den ene, siger Björn Wesström, fodbolddirektør i OB.

- Målet har været at finde den kandidat, der på kort sigt kan sikre OB en plads i 3F Superligaen i den kommende sæson, og som på længere sigt kan indgå i arbejdet med at opbygge den trænings- og konkurrencekultur, som klubben ønsker at udstråle.

OB nåede under Krogh et lavpunkt med nederlaget på 0-2 til Hvidovre på hjemmebane, men siden rejste OB sig med en sejr i Randers samt 1-1 mod FC Nordsjælland.

- I Søren får vi en cheftræner, der har de fodboldevner, værdier og den personlighed, som vi søgte til rollen i denne rekrutteringsproces.

- Søren har et klart billede af, hvad der førte klubben til den situation, vi er i lige nu, hvilket er en stor fordel i det arbejde, der er ved at blive planlagt til opstarten i januar, siger fodbolddirektøren.

Søren Krogh er glad og stolt over at få muligheden som permanent OB-træner.

- Nu handler det om, at vi skal brage igennem til foråret, så vi sikrer os overlevelse, men sideløbende med det skal vi også udvikle os selv og vores spillestil, så vi stille og roligt kan bygge klubben og vores identitet op, siger Søren Krogh.

OB sparker forårssæsonen i gang på udebane mod Viborg 16. februar.

Sponsoreret indhold