Nyheder24. september 2017

Søren Huss om "Toppen af Poppen": Jeg har takket nej i en del år

Sangeren har flere gange afvist at deltage i programmet. Men i år var han klar til at sige ja, og det har han ikke fortrudt

Søren Huss er kendt for sine meget ærlige og personlige sange, men han er samtidig en meget privat person.

Derfor holder han sig helst væk fra alt, hvad der hedder TV og underholdningsprogrammer.

Af samme grund har han i mange år takket nej til at være med i "Toppen af Poppen".

I år følte han sig dog endelig klar til at give programmet en chance.

- Jeg synes, at tiden var moden til at kaste sig ud i det. Nu har jeg takket nej i mange år, og jeg er ellers ikke særlig glad for at lave TV, siger han.

De sidste mange søndage har vi derfor kunne opleve ham fortolke de andre medvirkendes sange, og det har hver gang ført til store klapsalver fra kollegaerne.

I aften er det så Søren Huss' tur til at sidde for bordenden og nyde kollegaernes fortolkninger af sine sange.

Og selvom det lyder som enhver sangers store drøm, så er det ikke tilfældet for Søren Huss.

- Det sværreste var min egen dag. Jeg synes, det sjoveste i programmet var at arbejde med musikken og fremføre det for de andre, siger han.

I det populære program er det nærmere reglen end undtagelsen, at de musikere, der sidder for bordenden, åbner op omkring sit liv.

For Søren Huss har det ikke været helt nemt.

Han blev kendt som forsanger i bandet Saybia, der udgav flere store hits som "The second you sleep" og "I Surrender".

Artiklen fortsætter under billedet

https://imgix.seoghoer.dk/20170816_wen_-_soeren_huss_25.jpg

I 2007 indtraf der dog pludselig en stor tragedie i den populære sangers liv.

Hans kæreste og deres nyfødte datter blev involveret i en alvorlig trafikulykke.

Kæresten blev dræbt på stedet, og datteren var i lang tid i livsfare.

Heldigvis overlevede hun, og Søren Huss har siden ulykken levet alene med sin datter, der nu er blevet 10 år gammel.

Om han fortæller mere om den del af sit liv, må tiden vise i aften, når programmet igen ruller over skærmen.

Men Søren Huss er også selv nervøs for at se programmet.

- Jeg glæder mig til at se det. Jeg frygter det også. Men jeg synes, det fandt et leje, hvor jeg også kunne være med, uden at det blev for privat, siger han.

Du kan se hele programmet klokken 20:00 på TV2.

I videoen over artiklen kan du høre meget mere om Søren Huss' overvejelser omkring programmet.

Sponsoreret indhold