Nyheder19. marts 2024 (opd. 19. marts 2024)

Søren Gade langer ud efter Mads Fuglede: Ikke mand nok

Folketingets formand er bestemt ikke tilfreds med Mads Fugledes håndtering af sit exit fra Venstre
Folketingets formand Søren Gade åbner Skolevalg 2024 og elever fra 8., 9. og 10. klasser på Nørrebro Park Skole afgiver deres stemme, torsdag den 1. februar 2024.. (Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix)
Det kom som en overraskelse for Søren Gade, at Mads Fuglede har meldt sig ud af Venstre.
 Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix

Det garvede Venstre-folketingsmedlem Søren Gade, der også er formand for Folketinget, kalder Mads Fugledes måde at forlade Venstre på, for "uværdig".

- Jeg kunne faktisk godt have tænkt mig, at man var mand nok til at stille sig op og fortælle det til gruppen først, siger Søren Gade til Ritzau.

Løsgænger Kim Edberg og Mads Fuglede, som siden 2019 har været folketingsmedlem for Venstre, har tirsdag morgen meddelt, at de skifter til Danmarksdemokraterne.

- Jeg synes, når man har været medlem af et parti længe, og man så bliver uenige, og han har jo en politisk uenighed, skriver han, så kunne det være pænt, at man informerede sine nu tidligere kolleger, inden man bare sendte en pressemeddelelse ud, siger Søren Gade.

Han tilføjer, at han er overrasket og ked af, at Mads Fuglede har forladt partiet.

- Man er jo kun bundet af sin egen samvittighed og Grundloven, så man kan jo gøre præcis, hvad man vil, siger Søren Gade.

Søren Gade understreger, at han ikke anfægter Mads Fugledes ret til at melde sig ud af partiet.

- Men jeg anfægter den måde, han har gjort det på. Jeg synes faktisk ikke, at det er værdigt.

Fuglede, som blandt andet har været Venstres forsvarsordfører, begrunder sit skifte med, at han er imod regeringsdannelsen og en CO2-afgift.

Spørgsmål: Viser Fugledes exit, at den her dagsorden om CO2-afgiften er for svær til, at Venstre kan håndtere det?

- Nej, det viser, at dagsordenen har været for svær for Mads Fuglede at håndtere. Det må vi jo konstatere, lyder det fra Søren Gade.

Spørgsmål: Tror du, at andre Venstre-medlemmer vil følge efter ham?

- Det kan jeg jo ikke vide. Jeg håber da, at hvis der er andre, der går med tankerne, at man har mod og mandshjerte nok til at stille sig op i sin folketingsgruppe, foran sine kolleger og fortælle om sin beslutning.

Søren Gade vil "ikke gøre sig klog på", om regeringen bør lave en samarbejdsaftale med løsgænger Mike Fonseca, ligesom den gjorde med Jon Stephensen.

Søren Gade understreger, at han ikke ser Venstre træde ud af regeringen trods den nuværende situation.

Med Mads Fugledes skifte fra Venstre til Danmarksdemokraterne kan regeringen ikke længere sikre indenrigspolitisk flertal med løsgænger Jon Stephensens støtte.

Sponsoreret indhold