Nyheder15. august 2022

Sønderjyde havde 5,3 millioner i baglommen

Ugen er startet godt ud for en sønderjysk mand i slutningen af trediverne
sss
Lotto startede d. 7. oktober 1989 og trækkes fast hver lørdag aften.
 Foto: Scanpix Denmark

Det er ikke hver dag, at man går rundt med et større millionbeløb i baglommen.

Ikke desto mindre var det dog, hvad en mand fra Sønderjylland gjorde, indtil han mandag morgen valgte at svinge forbi en kiosk for at købe morgenbrød.

Da han stod i butikken, slog det ham nemlig, at han havde en lottokupon liggende i sin pung, og den skulle naturligvis indløses. Det skriver Danske Spil i en pressemeddelelse.

– De sagde i butikken, at jeg havde vundet noget, men at beløbet var for stort til at de kunne udbetale det. Så jeg satte mig ud i bilen og fandt telefonen frem for at tjekke beløbet, fortæller den nybagte mangemillionær, der har valgt at være anonym.

Og da han så beløbet, troede han da heller ikke sine egne øjne.

– Først troede jeg jo, at jeg havde vundet 5.333 kroner, men så kiggede jeg en ekstra gang og der var tre ekstra tretaller bagved, og så blev det hurtigt en lidt bedre mandag, griner han.

Troede ikke på nyheden

Efter manden havde fået den glædelige nyhed, tog han direkte på arbejde, og først da han kom hjem om eftermiddagen, fortalte han til sin bedre halvdel, at han havde vundet 5,3 millioner kroner.

– Jeg fortæller først, at jeg kom til at spise et rundstykke og en kage til morgenmad, og så at jeg “nårh ja” også har spillet lotto og vundet, fortæller sønderjyden med et stort grin.

Der skulle dog gå et helt døgn, før hun troede på nyheden.

– Jeg havde tilfældigvis siddet ugen før med familien og snakket om, hvordan det mon ville være at vinde en masse penge. Så jeg forstår godt, at hun lige tænkte, om det mon kunne passe. Imens har jeg så siddet med 5,3 millioner i baglommen uden at vide det, siger han med forbavselse i stemmen.

Vil afbetale gæld og donere et beløb

Men hvad skal pengene så bruges på?

– Til at starte med vil vi betale gælden i vores hus ud. Det ville være godt at vide, at man ikke skylder noget. Og så har vi to biler, der skal skiftes ud. Jeg tror, at en stor del af pengene kommer til at gå til de to ting, fortæller han.

Når de nye biler er bestilt, har parret da også talt om at donere penge til Danske Hospitalsklovne.

Sponsoreret indhold