Nyheder23. januar 2022

Snowden om dansk spionsag: Det er en demokratisk skandale

Det er et ønske om at beskytte magthaverne, der er kernen i FE-sag, hvor fem er sigtet, mener den verdenskendte whistleblower Edward Snowden
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/20190914-151334-3-1920x1080we.jpg
 Foto: Glenn Greenwald/EPA/Ritzau Scanpix.

Det er en demokratisk skandale, at fem personer lige nu er sigtet for at have videregivet statshemmeligheder i sagen, der udspringer fra Forsvarets Efterretningstjeneste (S).

Sådan lyder det fra den kendte amerikanske whistleblower Edward Snowden i et interview med Politiken.

- Idéen om, at de her programmer skal holdes hemmelige, handler i virkeligheden om at undgå, at magthaverne kan holdes ansvarlige. Det handler ikke om at beskytte staten eller folket, siger Edward Snowden til Politiken.

lækkede amerikanske oplysninger

Snowden lækkede i 2013 utallige efterretningsoplysninger, som blandt andet blotlagde global overvågning af den amerikanske efterretningstjeneste NSA, som også menes at være en del af den danske sag.

De fem personer i sagen er sigtet for overtrædelse af straffelovens paragraf 109, som kan give op til 12 års fængsel.

Blandt dem er mangeårig chef for FE Lars Findsen og tidligere forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V). Derudover er tre tidligere eller nuværende ansatte i FE eller PET sigtet.

Claus Hjort Frederiksen har i flere interviews bekræftet et samarbejde med mellem Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) og NSA om at tappe internetkabler for oplysninger.

ikke en hemmelighed

Edward Snowden mener ikke, at det kan betegnes som en hemmelighed, at NSA og FE har et samarbejde om at aflytte internetkabler.

Han siger til Politiken, at "vi var vist omkring det for år tilbage takket være en whistleblower", siger han med en henvisning til sine egne afsløringer i 2013. Information skrev om sagen i 2014.

Justitsminister Nick Hækkerup (S) afviser kritikken fra Edward Snowden.

Han skriver til Politiken, at det ikke er nogen hemmelighed, at Snowden er kritisk over for efterretningstjenester verden over.

Han tilføjer, at Danmark er afhængig af, at efterretningstjenester inden for loven kan operere i det hemmelige for at beskytte vores demokrati og frihed.

Edward Snowden flygtede ud af USA efter sin lækage i 2013 og fik asyl i Rusland. I 2020 fik han permanent opholdstilladelse i landet.

Sponsoreret indhold