Snestorm på vej: DMI forlænger varslet

En kommende snestorm ventes at hvirvle ind over især den sydlige del af Danmark torsdag.
Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) har onsdag morgen opdateret varslet for den kommende snestorm.
Den ventes at ramme torsdag den 12. februar klokken 01 og at vare frem til fredag den 13. februar klokken 12.
Tirsdag lød varslet, at stormen ville vare fra natten til torsdag klokken 01 og frem til klokken 22 torsdag aften.
I de sydlige egne ventes der at falde mellem 5 og 15 centimeter sne - lokalt op til 20 centimeter. På Bornholm ventes der at falde op til 25 centimeter.
Samtidig bliver vinden østlig til nordøstlig op til frisk, stedvis hård, hvilket medfører risiko for snefygning.
Varslet er i kategori to - farligt vejr.
Det er fortsat usikkert, hvor langt mod nord lavtrykket vil bevæge sig op over landet, lyder vurderingen fra DMI onsdag morgen.
Det har stor betydning for, hvor de største snemængder vil falde, og om det kan gå over i tøsne eller slud.
Bevæger lavtrykket sig længere mod nord, vil snevejret ligeledes blive skubbet nordpå, samtidig med at nedbøren i de sydligste egne vil kunne falde som tøsne eller slud.
Derfor er der i et bælte tværs over Danmark risiko for voldsomt vejr.
Vejdirektoratet gør opmærksom på vejret de kommende dage.
- Skal du ud at køre de næste dage, så vær opmærksom på DMI's varsel om snestorm i flere dele af landet torsdag og fredag, skriver Vejdirektoratet på det sociale medie X.
Kun Nordjylland og den nordlige del af Midtjylland ventes at gå fri.
To kriterier skal være opfyldt, før der er tale om en snestorm: Der skal falde mere end 10 centimeter sne på seks timer, og middelvinden skal være over 10 meter i sekundet.