Vintervejret, der har ramt frostgrader, sætter en stopper for tog mellem Danmark og Tyskland.
Det skriver DSB på sin hjemmeside, hvor det fremgår, at der kun kører ét EuroCity-tog fra Københavns Hovedbanegård til Hamborg torsdag.
Toget kører klokken 06.08 fra København til Hamborg.
Derudover har tyske Deutsche Bahn aflyst alle øvrige tog mellem Hamborg og København i begge retninger.
Der bliver ikke indsat togbusser som erstatning for de aflyste tog, skriver DSB.
Den seneste uge har vejret budt på sne og frost rundt i landet.
Særligt Jylland har været ramt. Onsdag aften brød en snestorm ud i Thy, i Vendsyssel og på Mors i den nordvestlige del af Jylland, mens sneen faldt tungt i store dele af det resterende Jylland og på Fyn.
Det snefyldte vejr har foruden aflyste tog også betydet, at blandt andet Forsvaret har haft beredskab klar til at hjælpe ambulancer på vej, hvis vintervejret skulle gøre de danske veje ufarbare.