Smukt farvel til Mep
Først blev de våde udvendigt - og så kunne de blive våde indvendigt.
For regnen silede ned, da SE og HØRs tidligere chefredaktør, Mogens E. Pedersen - Mep - blev bisat fra Gentofte Kirke.
Og bagefter var der selvfølgelig gravøl på Gentofte Hotel, hvor de mange venner - helt i Meps ånd - blev bedt om at "rive ned fra hylderne"…
Keld og Hilda Heick var blandt de mange, der sagde et sidste farvel til SE og HØRs mangeårige chefredaktør. (Foto: Mikael Rieck)
Et par hundrede af Meps venner og tidligere medarbejdere tog lørdag eftermiddag sammen med familien afsked med den populære og legendariske blad-redaktør. Kirken var fyldt til og med sidste plads.
Én af SE og HØRs tidligere journalister, forfatteren John Lindskog, holdt en flot og rammende tale, der flere gange fik latteren frem. For Mep ville selv have ønsket, at hans bisættelse ikke skulle være for trist og kedelig.
Meps farverige liv i billeder
Inden kisten blev båret ud til orgeltonerne af "Om lidt bli'r her stille" sang vennen gennem mange år, Dario Campeotto, en smuk udgave af "My Way".
- Det er første og sidste gang, jeg synger for Mep - i ædru tilstand, sagde Dario humoristisk ved kisten og hentydede til, at der altid var fest og bægerklang i Meps selskab.
- Det er første og sidste gang, jeg synger for Mep - i ædru tilstand, sagde Dario Campeotto, der var i smukt selskab med Gertrud. Dario sang en smuk udgave af "My Way" ved kisten. (Foto: Mikael Rieck)
Blandt de mange, der sagde farvel til Mep var revydirektørerne Leif Maibom og Flemming Krøll, Rudi og Harald Nielsen, Ingelis og Helge Sander, Ole Stephensen, Annette Heick, Keld og Hilda Heick, lægen Erik Münster, globetrotteren Jens Bjerre, Dot Wessmann, Tage Frandsen, Jan Hertz og Ernst Trillingsgaard.
Mogens E. Pedersen er død
Se reportagen fra bisættelsen i SE og HØR på torsdag