Nyheder13. december 2023

Smitten med luftvejsinfektioner stiger: Kan peake over jul og nytår

Fem forskellige luftvejsinfektioner plager lige nu danskerne, og spørger man SSI, har smitten endnu ikke nået toppen
Modelfoto for forkølelse
Ifølge Bolette Søgaard er det forventeligt, at flere danskere bliver syge henover julen og ind i det nye år.
 Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Hoste, feber og en god omgang forkølelse plager i øjeblikket en lang række danskere.

Smitten med luftvejsinfektioner som Covid-19, RS-virus og influenza buldrer nemlig afsted, og passer man ikke på, kan man risikere at blive ramt midt i julehyggen eller under nytårsforberedelserne.

Således lyder det fra Bolette Søgaard, der er overlæge og sektionsleder hos Statens Serum Institut (SSI).

Af instituttets seneste opgørelse over smitteovervågning fremgår det, at der er fem forskellige infektioner i omløb. Udover de førnævnte hærger kighoste og cytoplasma ligeledes, og ingen af de fem infektioner ventes at aftage foreløbigt.

Faktisk har smitten endnu ikke toppet, lyder det.

- Det, som vi har noget konkret eller historisk at forholde os til, er især influenza og RS-virus, som kommer hvert år. Og her kan vi se, at når det er stigende, som det er nu, så kan man godt forvente et peak henover jul og nytår og måske også ind i januar, fortæller Bolette Søgaard til SE og HØR.

Tager man et kig på smitten med Covid-19, er meldingen den samme. Her er smitten nemlig også stigende.

- Det vi kan se, det er, at vi er ved at komme op på et niveau som sidste år. Det betyder ikke, at det nødvendigvis er ligeså alvorligt på for eksempel sygehuse, men vi kan se det på det overvågning, vi har.

- Så man kan nok forvente, at det nok også trækker lidt længere ud, fortæller Bolette Søgaard.

Undgå den store julemiddag, hvis du er sløj

Skal man afsted til en julefrokost, og føler man sig sløj, går anbefalingen på, at man genopfrisker sine gamle vaner fra 2020, hvor landet var lukket ned grundet coronavirus.

- Man skal huske de gode råd, der var under Covid, som hvis man er syg eller har symptomer, så skal man blive hjemme.

- Det er fordi, det er her, man smitter, og det er jo den, der kan være lidt svær, hvis man nu har glædet sig til et eller andet arrangement, som man måske skal stå over, fortæller hun.

Med andre ord skal man altså være opmærksom på Sundhedsstyrelsens fem råd for at undgå smitte.

Bolette Søgaard påpeger desuden, at flere grupper har mulighed for at forebygge infektionerne ved at lade sig vacccinere for eksempel mod influenza og Covid-19.

- Der er jo vacciner, vi anbefaler de udvalgte grupper at få, fordi det er en fordel, når man er særligt sårbar og kan risikere at blive alvorligt syg, siger hun.

Sundhedsstyrelsens råd til at forebygge smitte

  1. Bliv hjemme, hvis du er syg.
  2. Luft ud og skab gennemtræk.
  3. Vask dine hænder eller brug håndsprit.
  4. Gør rent, særligt overflader som mange rører ved.
  5. Host eller nys i ærmet.

Kilde: Sundhedsstyrelsen

Sponsoreret indhold