Nyheder4. oktober 2021

Smider Facebook-bombe: Nu står hun frem

Frances Haugen fortæller i et stort interview, hvordan hun i sin tid hos Facebook så, hvordan virksomheden hele tiden skulle vægte mellem sikkerhed og penge
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/facebookvideo.jpg
 Foto: CBS News

En tidligere Facebook-whistleblower står bag en række vilde læk om det sociale medie, og nu står hun frem med navn.

Det er den tidligere product manager Frances Haugen, 37, fra Iowa, USA. Hun løftede sløret for sin identitet, da hun blev interviewet af CBS News søndag i programmet "60 Minutes".

- Den version af Facebook, der eksisterer i dag, flår vores samfund fra hinanden og er skyld i etnisk vold rundt om i verden, siger hun til "60 Minutes".

Artiklen fortsætter under tweetet ...

Frances Haugen anklager virksomheden for at prioritere profit over det, der er bedst for offentligheden. Det sker tilsyneladende på trods af, at Facebooks ledere forsikrer offentligheden om, at de arbejder på at gøre platformen mere sikker.

- Det var interessekonflikter mellem, hvad der er godt for offentligheden, og hvad der er godt for Facebook. Og Facebook vælger igen og igen at optimere for deres egne interessers skyld, såsom for at tjene penge, siger hun.

Hidtil Ukendte detaljer

Frances Haugen står frem med navn, efter hun tidligere har indsamlet og lækket dokumenter om Facebook til Wall Street Journal. Mediet kunne derfor i sidste måned skrive om tidligere ukendte detaljer om Facebooks arbejde indefra.

Dokumenterne kunne blandt andet afsløre, at Facebooks egne undersøgelser viser, at deres produkt Instagram kan være skadeligt for nogle af deres brugers mentale sundhed – især hos teenagepiger.

Ifølge dokumenterne viser Facebooks undersøgelser også, at platformen styrker had, misinformation og politisk uro. Facebook skulle både skjule for offentligheden, hvad de ved, og lyve om, at de faktisk gør en stor forskel, når det netop kommer til had, vold og misinformation.

Lækket afslører også, at kendisser, politikere og højtprofilerede Facebook-brugere får en anderledes behandling af virksomheden.

ændret algoritme

Frances Haugen, der tidligere har arbejdet hos firmaet som Google og Pinterest, fik nok og sagde jobbet hos Facebook op i marts, efter hun havde kopieret titusindvis af sider fra Facebooks interne undersøgelser.

- På et tidspunkt i 2021 gik det op for mig: "Okay, jeg bliver nødt til at gøre det her på en systematisk måde, så jeg har nok, og så der er ingen, der kan stille spørgsmålstegn ved, om det er ægte", fortæller hun i interviewet.

Ifølge Frances Haugen er roden til problemerne en ændring af algoritmen, der styrer hvad du ser på dit feed, der blev lavet i 2018.

- Du kender det, når du har din telefon. Du ser måske kun 100 forskellige stykker indhold, hvis du sidder og scroller i fem minutter. Men Facebook har tusindvis af muligheder, de kan vise sig, siger hun.

- En af konsekvenserne af, hvordan Facebook vælger det indhold i dag, er, at det optimerer efter indhold, der får engagement eller en reaktion, men dets egen forskning viser, det indhold, der er hadefuldt, splittende eller polariserende er nemmere til at inspirere folk til vrede end til andre følelser, siger hun.

Hun tilføjer, at Facebook godt ved, at "hvis de ændrer algoritmen for at være mere sikker, vil folk bruge mindre tid på hjemmesiden, de vil klikke på færre annoncer, og de tjener færre penge."

Til CBS News svarer Facebooks direktør for politisk kommunikation, Lena Pietsch, på anklagerne. Hun skriver blandt andet følgende:

"Hver dag skal vores teams balancere beskyttelsen af ​​milliarders menneskers ret til at udtrykke sig åbent med behovet for at holde vores platform et sikkert og positivt sted. Vi fortsætter med at foretage betydelige forbedringer for at håndtere spredningen af ​​misinformation og skadeligt indhold. At foreslå, at vi tilskynder til dårligt indhold, og at vi ikke gør noget, er bare ikke sandt."

Frances Haugen blev ansat hos Facebook i 2019 for at arbejde mod misinformation.

Sponsoreret indhold