Slut med surdej: Kendt bageri lukker og slukker

Snart er det slut med kardemommesnurrer og overdådige crossainter fra bageriet "Mirabelle" på Nørrebro.
Den tidligere michelinkok Christian Puglisi, der står bag bageriet, har nemlig besluttet at lukke stedet fra 1. februar.
Det oplyser han på sin hjemmeside.
– I dag har jeg besluttet, at tiden er ovre for gourmet bageriet. Det har aldrig for alvor været rentabelt at lave en lille surdejsproduktion af croissanter og brød. Ligegyldigt hvor gode råvarer man bruger, og hvor kompetente hænder man har, fortæller han og fortsætter:
– Med få m² og store ambitioner skal man lave noget andet end bageri, det har jeg lært. Også på Mirabelle har det vist sig, at det der har været sjovest for en restauratør er at drive restaurant. Og når man ikke kan det hele, skal man jo gøre det man finder mest mening i, lyder det.
Derfor er det heller ikke endegyldigt slut for stifteren af stedet, der udover "Mirabelle" ejer "Bæst" og "Rudo".
For selv om det fra februar er et afsluttet kapitel med bagværk fra københavnerbageriet, er madeventyret i lokalerne på Guldbergsgade bestemt ikke forbi for Christian Puglisi.
Han planlægger nemlig at åbne en restaurant og vinbar på stedet.
– Jeg ønsker at genåbne som restaurant og vinbar der skal blande et tilbageblik på mine rødder i den Sicilianske muld med et moderne syn på råvarer og gastronomi. Vi vil bruge februar på at bygge om og få arancini opskriften til at sidde i skabet, fortæller Christian Puglisi.
Bageriet "Mirabelle" har sidste åbningsdag den 29 januar, og det nye "Mirabelle" ventes at åbne i starten af marts.