Nyheder4. marts 2024 (opd. 4. marts 2024)

Slut med mad i engangsemballage: EU lander aftale om forbud

Fra 2030 vil du ikke længere få serveret mad i engangsemballage, hvis du spiser på en café eller restaurant i EU. Plastik, pap og specifikke indpakninger i engangsplast skal nemlig forbydes
Fra 2023 vil man ikke få serveret mad i engangsemballage, hvis man spiser på café eller restaurant i EU. Det skal nemlig være slut med plastik, pap eller anden engangsemballage, hvis man bliver på stedet for at spise.
Fra 2023 vil man ikke få serveret mad i engangsemballage, hvis man spiser på café eller restaurant i EU. Det skal nemlig være slut med plastik, pap eller anden engangsemballage, hvis man bliver på stedet for at spise.
 Foto: Frank Hoermann/AP/Ritzau Scanpix

Plastik, pap eller anden engangsemballage vil fra 2030 ikke længere omslutte din mad, hvis du bliver på en restaurant eller café for at spise i stedet for at tage det med hjem.

Det fremgår af en ny foreløbig aftale indgået mellem Europa-Parlamentet og Ministerrådet mandag.

Aftalen om en europæisk emballageforordning skal formelt set stemmes endeligt igennem i parlamentet og rådet, før den træder igennem. Det ventes at ske inden sommeren i år.

Det er ikke kun engangsemballage på restauranter og i caféer, der gør sig gældende i aftalen. Der indgår også forbud mod specifikke indpakninger i engangsplast.

Blandt andet af uforarbejdet og frisk frugt og grønt, de små shampooer og sæber, man kan tage med fra et hotelophold, og plastikindpakning af kufferter i lufthavne.

Frédérique Ries fra den liberale Renew-gruppe i parlamentet har været chefforhandler på forordningen.

- For første gang i en miljølov sætter EU mål for at reducere emballageforbruget, uanset hvilket materiale der anvendes, siger hun i en meddelelse fra parlamentet.

Hun opfordrer alle industrisektorer, EU-lande og forbrugere til at tage del i kampen mod overskydende emballage.

Desuden indeholder aftalen også et forbud mod evighedskemikalier som PFAS i indpakning, der er i kontakt med fødevarer.

- Forbuddet mod evighedskemikalier i indpakning af mad er en stor sejr for europæiske forbrugeres sundhed, lyder det videre fra chefforhandler Frédérique Ries.

I 2021 generede hver indbygger i EU 188,7 kilo emballageaffald. Det er 10,8 kilo mere per person end året før.

Det viser tal fra EU-Kommissionen, der yderligere tilføjer, at det er den største stigning i ti år og knap 32 kilo mere end i 2011.

Dansk Industris miljøpolitiske chef, Karin Klitgaard, kalder aftalen for en stor sejr for miljøet.

- Forordningen vil fremme udviklingen af nye emballagetyper og materialer – herunder brugen af genanvendte materialer. I Europa bruger vi mange ressourcer, og vi producerer meget affald, så forordningen kan virkelig flytte noget, siger hun i en skriftlig kommentar.

Også hos Dansk Erhverv ser man gode takter med den nye forordning.

Chefkonsulent Andreas Hastrup Clemmesen siger i en skriftlig kommentar, at materialeproducenter og store aktører nu skal på banen for at vise vejen i forhold til udvikling af ny emballage.

- Vi skal gøre det til det nemme og billige valg at vælge de grønne emballageløsninger, siger han.

Sponsoreret indhold