Nyheder 16. marts

Slut med Gamle Ole? Nye skatteregler kan lukke bankoforeninger i hele landet

Nye skatteregler vil sende overskuddet fra bankospil til staten i stedet for den lokale idrætsforening, lyder kritikken af nye afgiftsregler for bankospillet
Foto: Peter Leth-Larsen/Jysk Fynske Medier/Ritzau Scanpix

”Ryst posen”.

Sådan tænker man lige nu i de danske bankoforeninger. Grunden til det er, at et flertal på Christiansborg er blevet enige om nye rammer for, hvor meget og hvordan der skal betales skat af bankospil.

Det skriver Horesta i en pressemeddelelse. 

Fremover kan man afholde bankospil efter to modeller, men de er begge ude af trit med virkeligheden, lyder det fra Bankoforeningerne i Danmark. For med de nye modeller går overskuddet til staten i stedet for de lokale idrætsklubber.

Enten skal bankoforeninger udlodde 35 procent af salgssummen til godgørende formål. Ellers skal der betales 41 procents af bruttoindtægten i afgift til staten.

Overskuddet er ikke så stort

Formand for Bankoforeninger i Danmark Thomas Winefeld kalder de nye regler for urealistiske.

- Med de nye regler bliver mange foreninger tvunget til at skulle betale en tårnhøj afgift til staten, der frem for idrætsklubber vil blive modtagerne af bankoforeningernes overskud, siger han.

For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.

Han forklarer, at de fleste foreninger slet ikke kan betale 35 procent af salgssummen tilbage. Så stort er overskuddet langt fra.

- Hvis vi skal uddele 35 procent af salget af bankoplader til almennyttige formål, så hænger det simpelthen ikke sammen.

-Vi vil skulle sætte priserne så langt op, at vores medlemmer ikke har råd til at gå til banko, hvis vi fratages muligheden for at tilbagebetale indsatserne i gevinster, siger Thomas Winefeld.

Vil ikke være frivillig for staten

I stedet bliver man så nødt til at betale de 41 procent af bruttoindtægten i afgift til staten, men også det vil skabe utilfredshed blandt de mange frivillige i bankolandet, lyder det fra formanden.

- Profit og stort overskud er ikke i vores DNA. Det handler om, at vi kan drive vores foreninger på en god og ordentlig måde.

- Frivillige vil ikke drive foreningerne bare for, at overskuddet går i statskassen frem for til fodboldklubben, siger Thomas Winefeld.

De nye regler er endnu ikke trådt i kraft.

I de nuværende regler må foreninger afholde bankospil for deres medlemmer og disses pårørende under visse betingelser.

Der betales i dag 17,5 pct. i afgift af kontantgevinster over 200 kr. og af varegevinster over 750 kr.

Sponsoreret indhold