Nyheder18. oktober 2019

Slut med dickpics: Datingapp udelukker klamme mænd

Den nye datingapp The One vil gøre det nemmere for kvinder at anmelde mænd, der ikke opfører sig anstændigt
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/flirt_2.jpg
 (Foto: Mega)

Hvis du er single og er gået død i Tinder eller andre datingapps, så er der måske en ny mulighed for dig.

En ny datingapp har set dagens lys.

Datingappen The One bliver lanceret i dag, og i forhold til andre apps, så er den blandt andet lavet til at beskytte kvinder for gustne mænd, der ikke kan opføre sig ordentligt.

Det er nemlig muligt for kvinder at anmelde mænd, hvis de opfører sig uanstændigt.

Det fortæller David Simonarson, der er administrerende direktør hos The One, til Ekstra Bladet.

- Hvis en mand chikanerer eller opfører sig uanstændigt over for kvinden, så bliver han slettet fra appen. Hvis du er en kvinde, der bruger appen, så ved du, at han er en anstændig mand, lyder det.

Mænd har dog også mulighed for at anmelde kvinder, men ifølge David Simonarson så er tiltaget rettet mod kvinder.

Og det er der en særlig grund til.

- Alle kan rapportere et match, uanset om det er en kvinde eller mand. Men det er en ekstra sikkerhedsforanstaltning, at vi spørger kvinderne direkte, for 90 procent af online chikane er rettet mod kvinder, lyder det fra den administrerende direktør hos The One til avisen.

Appen blev lanceret i Island i sommers, og nu er turen så kommet til Danmark og Norge.

Sponsoreret indhold