Nyheder17. februar 2024

Slut med bajer og smøger: Café Guldregn på Vesterbro lukker

Hele bygningen er blevet opkøbt, og derfor lukker det ellers populære bodega. Det melder Café Guldregn ud
Siden 1922 har Café Guldregn serveret øl på Vesterbro. Men nu er det slut, da værtshuset lukker. (Arkivfoto)
Siden 1922 har Café Guldregn serveret øl på Vesterbro. Men nu er det slut, da værtshuset lukker. (Arkivfoto)
 Foto: Anne Bæk/Ritzau Scanpix

LÆS OGSÅ: Blev stoppet for spirituskørsel: Politiet fandt person i bagagerummet

Hvis du har været vant til at få dig en fyraftensbajer på Oehlenschlægersgade 1 på Vesterbro, som har serveret siden 1922, er der dårlige nyheder.

Det bliver nemlig fra den 31. marts 2024 ikke længere muligt.

For Café Guldregn lukker.

Det skriver de på deres Facebook-side.

- VI LUKKER.

- Dreyer Fonden har opkøbt hele bygningen og er i øjeblikket i gang med en større renovering. Vi har derfor indgået aftale om at stoppe driften af Café Guldreng pr. 31. marts 2024.

Café Guldreng skriver også, at de har gjort deres for at prøve at føre Café Guldregn videre.

Men selv om de har forsøgt at finde alternative lokaler, som kunne drive værtshuset videre, har det endnu ikke været muligt.

Til de trofaste gæster vil man derfor et par uger før lukningen sige farvel og tak.

- Vi ville derfor gerne invitere venner af huset til gravøl fredag den 15. marts 2024 16.00 – 20.00.

Til KøbenhavnLIV har Robert Veng, som siden 1999 har været vært på Café Guldregn, sat et par ord på den triste nyhed.

- Jeg er ærgerlig. Men der var desværre ikke så meget, jeg kunne gøre.

Robert Veng er en af dem, som har forsøgt at finde nye lokaler for at drive Café Guldregn videre, men selv om han havde ”noget på hånden”, har han endnu ikke fundet det rette sted.

Han lover dog, at han stadig kigger videre.

Sponsoreret indhold