Nyheder29. september 2004

SLIMANE

Blandt alle kongerigets mange idioter må Slimane Hadj Abderrahmane være den største.
https://imgix.seoghoer.dk/media/6bf163b724c643b6b5d72d56e041f7f2.jpg

Noget af en præstation - konkurrencen er temmelig hård.Men titlen KAN kun tilfalde ham: Se blot dette udpluk af Abderrahmanes aparte holdninger: Terrorangrebet den 11. september 2001 i New York vil han ikke tage afstand fra. De tjetjenske terrorister, der nedslagtede 330 børn i Beslan, kan undskyldes. Og danske soldater samt danske ministre er "legitime terrormål" - dem må man altså med andre ord gerne slå ihjel. Sådan taler en mand, som den danske regering har KÆMPET for at få hjem fra tilbageholdelsen på den amerikanske Guantanamo-base. Sådan taler en mand, der på alle måder nyder godt af det danske samfunds goder. Dette er så åbenbart takken: Nu opfordrer han til, at statsministeren, forsvarsministeren samt et ikke nærmere angivet antal danske soldater myrdes. Det er vanvid. Og det er helt igennem rystende. Selvfølgelig må Abderrahmanes udtalelser endnu en gang give anledning til overvejelser om, hvilket uhyrligt tankesæt, der præger mange (men heldigvis langtfra alle) muslimer. Det er forståeligt, hvis nogen nu tænker, at Abderrahmane havde fortjent noget længere tid på Guantanamo. Og at pokker skulle stå i at yde sådan en mand nogen som helst form for bistand. Men: Abderrahmane er dansk statsborger. Og jeg er stolt over at leve i et land, der værner om de grundlovssikrede rettigheder for ALLE - selv dem, der fremsætter de mest uhyrlige udtalelser. Det er netop - i en nøddeskal - forskellen på et civiliseret land og så den slags steder, Abderrahmane drømmer sig hen. Men i øvrigt, Abderrahmane: Hvorfor pakker du ikke bare sydfrugterne? Vi er mange, som ville græde tørre tårer.

Sponsoreret indhold