Nyheder23. marts 2023

Skraldemænd skal punge ud: Strejke koster knap 1,2 millioner

De strejkende skraldemænd skal betale bod fra begyndelsen af deres arbejdsnedlæggelse
Nu straffes skraldemænd for strejke i København
Skraldemændende skal nu betale for at strejke, og det går hen og bliver en dyr affære, hvis de fortsætter.
 Foto: Colourbox

De københavnske skraldemænds seneste dages strejken bliver dyr.

Arbejdsretten har pålagt skraldemændene en bod efter tre døgn med strejke, det skriver Fagbladet 3F.

Boden lyder på 50 kroner i timen for ufaglærte og 56 kroner for faglærte.

I alt løber det op i knap 1,2 millioner kroner.

Boden er pålagt for hver time, skraldemændene har nedlagt arbejdet, siden den overenskomststridige strejke startede mandag morgen, skriver fagbladet.

Fra torsdag skærpes boden, og der dermed lagt 30 kroner oveni boden per time.

Skraldemændene blev pålagt at genoptage arbejdet torsdag morgen, oplyser 3F. Skraldemændene har ikke genoptaget arbejdet.

Ifølge fagbladet har skraldemændene torsdag formiddag meddelt, at arbejdsnedlæggelsen fortsætter.

Det skyldes ifølge Fagbladet 3F, at skraldemændene stadig mener, at de ikke møder samarbejde i de igangværende forhandlinger om arbejdsplanlægning under deres kommende arbejdsgiver Amager Ressourcecenter (ARC).

- ARC vil gerne i dialog om, hvordan arbejdet bedst tilrettelægges efter den 1. september, men så længe der strejkes, forhandler vi ikke, lyder det fra Helena Hasselsteen Nielsen, som er ARC's chef for affaldsindsamling, til Fagbladet 3F.

Skraldemændene har strejket i København siden mandag.

I en pressemeddelelse lyder det ifølge fagbladet fra skraldemændene, at man er utilfreds med den omlægning af arbejdsdagen, som ARC lægger op til.

Det vil ifølge skraldemændene give et psykisk hårdere arbejdsmiljø, skriver fagbladet.

Mike Stirling oplyser til Fagbladet 3F, at han opfordrer de københavnske skraldemænd til at genoptage arbejdet, så forhandlingerne mellem parterne også kan genoptages.

Ifølge fagbladet er strejken overenskomststridig. Det er nemlig kun tilladt at strejke i forbindelse med overenskomster, lyder det.

Onsdag skrev Fagbladet 3F, at skraldemændene mener, at der allerede er indgået en aftale, som ARC har brudt. ARC bestrider den udlægning.

Sponsoreret indhold