Skole beder lokale om hjælp: Har ingen penge

Forældrene på en sjællandsk skole vil efter påske tage sagen i egen hånd, selvom de bestemt ikke bryder sig om det.
Alternativet er dog værre. Der er nemlig så få penge på skolens budget, at skolebestyrelsen efter påske vil gøre noget helt specielt og drastisk, som de aldrig har gjort før, skriver Sjællandske Nyheder.
De vil nemlig kontakte lokale virksomheder og menighedsråd i håb om, at de enten vil sponsorere kontanter eller materialer, der kan bruges i undervisningen.
- Da vi gennemgik skolens budget på seneste møde, var beløbene så latterligt små, at det er stort set umuligt at drive skole i en tilnærmelsesvis ordentlig kvalitet, siger Jørgen Sloth til Sjællandske Nyheder.
Han er skolebestyrelsesformand på Karlslunde Skole. Han fortsætter:
- Vi ser ingen anden udgang end at gå tiggergang hos lokale interessenter. I Karlslunde er derfor eksempel et industrikvarter, hvor nogle af virksomhederne måske har noget, som kan bruges i håndværk og design, i økonomi eller i matematik. Man kunne også forestille sig, at menighedsrådet vil give lidt penge, så vi kan få bedre materialer i kristendomsundervisningen, skriver Sjællandske Nyheder.