Skød to soldater: Nu er han indlagt og sigtet

Den mand, der er mistænkt for at have skudt to medlemmer af Nationalgarden i Washington D.C., er tirsdag blevet sigtet for drab.
Det er sket ved et retsmøde, hvor han deltog in absentia - altså uden at være til stede, skriver nyhedsbureauerne AP og Reuters.
29-årige Rahmanullah Lakanwal kunne ikke være fysisk til stede ved retsmødet, da han er indlagt på et hospital.
På retsmødet besluttede en dommer, at han skal være varetægtsfængslet uden mulighed for løsladelse, indtil retssagen mod ham begynder.
Skyderiet fandt sted onsdag i sidste uge på Farragut Square tæt på Det Hvide Hus i USA's forbundshovedstad, Washington D.C.
Her blev to soldater fra Nationalgarden ramt af skud.
Den ene - en 20-årig kvinde - døde siden af sine skader. Den anden soldat - en 24-årig mand - blev alvorligt såret, men overlevede.
Rahmanullah Lakanwal, der kommer fra Afghanistan, blev selv ramt af skud efter angrebet og har siden været indlagt.
Ved retsmødet nægtede han sig skyldig i drab via sin advokat.
Lakanwal ankom til USA i 2021 som led i USA's evakuering af afghanere, der havde hjulpet amerikanske soldater under den 20 år lange krig i Afghanistan.
USA's militær trak sig ud af Afghanistan i 2021, hvorefter Taliban tog magten, og tusindvis af afghanere flygtede ud af landet.
Nationalgarden blev indsat i Washington D.C. i efteråret, hvor enheden også blev indsat i flere andre amerikanske storbyer - herunder Los Angeles i Californien og Memphis i Tennessee.
Ifølge præsident Donald Trump er Nationalgarden nødvendig for at opretholde orden i byerne, håndhæve immigrationsreglerne og bekæmpe kriminalitet.
Soldaterne er blevet indsat i byer, som er styret af medlemmer af Det Demokratiske Parti - altså Trumps politiske modstandere.