Nyheder2. november 2023

Skattevæsnet erkender: Nye og store forsinkelser af ejendomsvurderinger

Partierne bag aftalen om de nye ejendomsvurderinger er torsdag blevet orienteret om nye forsinkelser
Partierne bag aftalen om de nye ejendomsvurderinger er torsdag blevet orienteret om nye forsinkelser.
Partierne bag aftalen om de nye ejendomsvurderinger er torsdag blevet orienteret om nye forsinkelser.
 Foto: Colourbox

De meget omtalte ejendomsvurderinger bliver igen ramt af forsinkelser.

Torsdag er partierne bag aftalen om de nye ejendomsvurderinger blevet orienteret om forsinkelserne.

Det skriver DR med henvisning til materiale fra mødet med skatteminister Jeppe Bruus (S).

De nye forsinkelser betyder, at ejere af lejligheder og sommerhuse ikke når at få den såkaldte 2020-vurdering i år, skriver DR.

Derudover får nogle boligejere først deres ejendomsvurdering i andet halvår i 2024.

Hidtil har det ellers lydt, at ejerne ville få deres vurdering i år, skriver DR.

Tidligere i år begyndte Vurderingsstyrelsen at udsende nye vurderinger, der tager udgangspunkt i værdien per 1. januar 2020.

2020-vurderingen danner grundlag for beskatningen i årene 2021 til og med 2023.

Derudover har den betydning for eventuel tilbagebetaling af boligskat for årene 2011 til og med 2020, hvis man har betalt for meget.

De endelige 2020-vurderinger er blevet forsinket flere gange.

Vurderingsstyrelsen sendte 11. september nye foreløbige vurderinger ud til 1,7 millioner boligejere. Disse vurderinger danner grundlaget for boligskatten fra næste år.

Siden udsendelsen kunne mange fortælle, at deres grund ifølge den nye vurdering var mere værd end ejendommen samlet set.

Det betyder, at huset i teorien har en negativ værdi.

Flere medier har også kunnet berette om vurderinger, som selv skatteminister Jeppe Bruus har kaldt "helt på månen".

Det har blandt andet også medført, at Skatteministeriet kort tid efter offentliggørelsen etablerede en særlig taskforce og en ny enhed, der skal forbedre de nye foreløbige vurderinger.

Skatteministeren har tidligere oplyst, at op mod 68.000 vurderinger skal gennemgås for fejl. Det drejer sig om netop de tilfælde, hvor grundvurderingen er højere end ejendommens værdi.

Jeppe Bruus har ikke ønsket at stille op til interview med DR.

Sponsoreret indhold