
Skat jagter udskældte Velkommen-ejere: Kræver megabeløb

LÆS OGSÅ: Stor milliongæld: Skat på nakken af Aldo Petersen
Hvis man Googler elselskabet Velkommen, finder man en lang række negative historier omkring selskabet, der igen og igen får kritik af alt fra kunder til Forbrugerombudsmanden.
Senest har Ekstra Bladet kørt en række kritiske historier om Velkommen-datterselskabet Nettopower, som kunder og Forbrugerrådet Tænk har kritiseret.
Men nu kan SE og HØR afsløre, at skattemyndighederne heller ikke er begejstrede for elselskabet, hvor de kræver 100 millioner kroner af de to ejere, Lars Bax Sander Hein og Thomas Søgaard-Andersen, som hver ejer godt 44 procent af Velkommen.
Derfor har myndighederne tidligere taget udlæg i begge ejeres private boliger - 83,5 millioner kroner hos førstnævnte og 17,9 millioner kroner hos sidstnævnte, som også er direktør i Velkommen.
Begge udlæg, der fremgår hos tinglysningen, er taget samme dag i februar 2024.
Tipsbladet har tidligere omtalt Lars Bax Sander Heins udlæg, og da SE og HØR rækker ud til Thomas Søgaard-Andersen for at høre, hvorfor Skat også har taget udlæg hos ham, ryger henvendelsen videre til Velkommen-partneren.
Lars Bax Sander Hein skriver i en mail:
- Baggrunden er, at vi har en skattesag tilbage fra 2023, skriver han og fortsætter:
- Vi har sammen med vores rådgivere indleveret yderligere materiale til Skat. I vores regnskab af 2023 kan I se kommentarer til sagen. Da sagen er igangværende, kan vi ikke gå dybere i forklaringen.
Kigger man i Velkommen-regnskabet for 2023, fremgår det, at der er strid med skattemyndighederne.
"Selskabet har en igangværende skattesag vedrørende selskabets skatteforhold for tidligere år, hvor Skattestyrelsen har forhøjet selskabets skattepligtige indkomst og momstilsvar med en samlet forpligtelse på ca. 44. mio. kr.," lyder meddelelsen.
"Selskabet er ikke enig i Skattestyrelsens afgørelse og har anket Skattestyrelsens afgørelse til Skatteankestyrelsen, idet det er forventningen, at en enventuel forhøjelse bliver et uvæsentligt beløb."
Lars Bax Sander Hein fortæller til SE og HØR, at deres revisor forventer, at det skyldige beløb ender med at være 100.000 kroner.
Indtil for nylig var Lars Bax Sander Hein ejer af fodboldklubben Fremad Amager, og det er i den forbindelse, at medier som Tipsbladet har interesseret sig for hans økonomiske forhold og omtalt Skats udlæg hos ham.
Ejerskabet af fodboldklubben var gennem virksomheden SalesCorp Danmark, som Lars Bax Sander Hein i sidste ende ejer alene. Her afslører seneste regnskab også en skattesag med præcis samme tekst som ovenstående fra Velkommens regnskab.
Hos SalesCorp Danmark er beløbet bare 24 millioner kroner.
– Vi har arbejdet hårdt og har indleveret et større dokumentationssæt, som også viser, at tallet, som vi desværre nok ender med at måtte betale, er en brøkdel af det, som skat i første omgang har antaget. For eksempel har Skat besluttet, at vores kreditnotaer i selskabet er en indkomst for mig personligt, som jeg derfor beskattes af – bare for at fortælle niveauet og hvor vanvittigt, det er, har Lars Bax Sander Hein tidligere fortalte Tipsbladet.
Ekspert: Derfor går de ikke konkurs
SE og HØR har spurgt advokat Torben Bagge fra Skattesagen, som har mere end 30 års erfaring med skattesager, om det er normalt, at Skat tager udlæg på baggrund af sager, som endnu ikke er endeligt afsluttet.
- Skattestyrelsen er generelt blevet meget aktive med at sikre sig betaling for skattekrav. Dette selvom skattesagerne fortsat er verserende, siger han og sætter ord på, hvorfor Skat tager så enorme udlæg i ejendomme, som ikke er så meget værd.
- De kan sikre sig bedst mulig betaling af deres krav mod personerne. Dog har det reelt ingen betydning, når et givent udlæg overstiger ejendommens værdi.
Lars Bax Sander Hein betalte i 2022 13.250.000 kroner for det hus, hvor Skat nu har udlæg for 83,5 millioner kroner.
Torben Bagge har et bud på, hvordan de kan undgå at gå personligt konkurs, hvis Skat mener, at de skylder så store millionbeløb.
- Måske fordi deres skattesager ikke er endeligt afsluttet, og skattemyndighederne derfor afventer med konkursbegæringer, samtidig med at de har taget udlæg i deres aktiver, så de har sikret sig, at deres værdier ikke ”forsvinder”, eller at andre kreditorer får fat i dem først, lyder det.
Det vides ikke, hvornår striden mellem Velkommen-ejerne og Skat bliver endeligt afgjort, ligesom det heller ikke vides, hvem af de to parter, der ender med at få ret.
SE og HØR følger sagen.
