Nyheder12. august 2021

Skandale i norsk danskerklub: Spillere drak sig fulde og havde sex på stadion

Flere spillere i den norske fodboldklub SK Brann er kommet i problemer, efter de holdt fest på klubbens stadion uden tilladelse
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/danielpedersen.jpg
 Foto: Marit Hommedal/NTB/Ritzau Scanpix

Den norske fodboldklub, SK Brann, hvor flere danske spillere slår deres folder, står midt i en stor skandale, kort inden den norske ligasæson starter.

Forleden kom det ud, at 12 spillere havde tvunget sig adgang til klubbens stadion natten mellem mandag og tirsdag for at feste.

Nu skriver flere norske medier blandt andet Aftenposten, at der også var fire unge kvinder med til festen - og at flere af spillerne havde sex med dem.

Det viser kameraovervågningen fra stadion, som klubbens ledelse har gået i gennem.

Selve festen foregik på underetagen på stadion, hvor spillerne og deres kvindelige gæster drak sig fulde, røg cigaretter og havde sex i omklædningsrummet.

Desuden løb flere af de festende rundt næsten uden tøj inde på fodboldbanen.

Dansker vil ikke nævne navne

Efter skandalehistorien kom ud har flere af SK Branns spillere været ude og beklage.

Blandt andet klubbens danske anfører, Daniel A. Pedersen.

- Det er ikke noget, vi har behov for lige nu. Vi må lægge os fladt ned og sige, at det var en fejl. Vi kan ikke ændre, hvad der er sket, men vi kan fokusere på at gøre det godt igen, siger han til norske VG.

Han ønsker dog ikke at nævne nogle navne på de spillere, der deltog i festen.

Udover Daniel A. Pedersen, spiller danskerne Mikkel Andersen og Japhet Sery i SK Brann. Desuden er danske Jimmy Nagel Andersen sportsdirektør i klubben.

SK Brann tager i weekenden hul på anden halvdel af den norske ligasæson.

De på nuværende tidspunkt ligger helt i bunden af tabellen og er i fare for at rykke ned.

Sponsoreret indhold