Nyheder17. december 2021

Skal du sælge? Så mange boliger købte danskerne i november

Bolighandlerne stiger atter, men priserne følger ikke med. Hele 8112 bolighandler fandt sted i november.
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/20200908-213721-2-1920x1440we.jpg
 Torben Klint/Ritzau Scanpix

Slutningen af efteråret har budt på et stigende antal bolighandler. Især salget af ejerlejligheder er gået op.

Det oplyser Boligsiden på baggrund af salgstal fra de danske ejendomsmæglere i november. Boligsiden er ejet af ejendomsmæglerne.

I alt er der i november solgt 8112 boliger. Det dækker over salg af villaer og rækkehuse, ejerlejligheder samt sommerhuse.

Ikke set siden juni

De 8112 bolighandler ligger fire procent over niveauet i oktober, og ser man bort fra september, er det det højeste antal solgte boliger siden juni.

Cheføkonom i Arbejdernes Landsbank Jeppe Juul Borre konstaterer, at selv om mange har købt bolig under coronakrisen, er der fortsat mange, som stadig får opfyldt boligdrømmen.

- Handler og prisstigninger er imidlertid dampet af i forhold til i foråret og godt for det, da tempoet simpelthen var for højt, siger Jeppe Juul Borre.

EJERLEGLIGHEDER SÆRLIGT POPULÆRE

En af årsagerne til det langsommere tempo er ifølge ham, at mange har indfriet boligdrømmen, og de største effekter af corona er forsvundet.

Derudover spiller det ind, at renterne er steget.

- For alle tre boligtyper er prisstigningerne i dag væsentligt lavere end tidligere på året, hvilket vidner om et boligmarked i et langsommere, men stabilt tempo, som har bidt sig fast, siger Jeppe Juul Borre.

I november er det særligt salget af ejerlejligheder, der er steget. I forhold til oktober er der solgt syv procent flere, i alt 1736 lejligheder.

Ser ofte et fald

Det er det højeste siden maj, siger Birgit Daetz, kommunikationsdirektør hos Boligsiden.

- Efter fem vilde måneder i starten af året har der været en periode, hvor salget har været, som det plejer.

- Nu ser vi en stigning i salget af lejligheder fra oktober til november, hvor vi ellers ofte ser et fald, siger Birgit Daetz.

En forklaring på den større købelyst kan ifølge hende være, at priserne ikke har bevæget sig meget de seneste måneder.

Det kan have gjort det overskueligt for nogle at købe en lejlighed.

Sponsoreret indhold