Nyheder16. januar 2022

Skal du med på dillen? Udlandet er vilde med det nye simple spil

Årets første internetdille er fundet, og det er modsat mange andre spil ikke en tidsrøver
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/20220112-070053-5-1920x1280we.jpg
 Stefani Reynolds/AFP/Ritzau Scanpix

Er du også faldet over grønne, gule og hvide firkanter på sociale medier den seneste tid.

Så er det nok fordi en person, du følger, er hoppet med på den seneste spildille, der bærer navnet ”Wordle”.

Spillet går i sin enkelthed ud på at gætte dagens ord. Det er altid fem bogstaver langt, og undervejs som du gætter, får du ledetråde, hvis du rammer et bogstav, som indgår i dagens ord.

Er et bogstav rigtigt og på det rette sted, bliver det grønt. Er det i ordet, men ikke på den plads, bliver det gult. Er det ikke i ordet, forbliver det sort.

Se talkshowværten Jimmy Fallon forsøge sig med Wordle herunder

Gætter man dagens ord, kan man dele det på på sociale medier, og dermed er vi tilbage til de farvede firkanter, du måske er faldet over.

Herunder ses skuespiller og forfatter Stephen Fry, der har fået dagens ord på tre gæt.

Ikke en tidsrøver

I modsætning til Wordfeud, Ruzzle og andre tidligere orddiller, så stjæler Wordle hverken den halve eller hele dag.

Der er kun et ord om dagen, du kan gætte, så der er ingen fare for at forsvinde væk i spillet i flere timer.

Derudover er der faktisk ingen app til spillet. I stedet skal du spille det i din browser.

Lavede spillet til sin kone

Noget aparte har verden faktisk coronapandemien at takke, for at Wordle har set dagen lys.

Ifølge New York Times har spillets skaber, spildesigneren Josh Wardle (ja, Wordle er et ordspil på hans efternavn), skabt det til sin spilglade kone, som ledte efter måder at få tiden til at gå under pandemien.

Efter at spillet hurtigt blev populært i familiens WhatsApp-chat, besluttede Wartle sig for at udgive det offentligt tilbage i oktober, og det viste sig at være en god ide.

Spillet har ifølge Globalnews.ca i dag mere end 2,5 millioner daglige spillere, der nyder den simple hjemmeside uden reklamer, notifikationer eller andre forstyrrende elementer.

Du kan prøve Wordle ved at klikke her.

Også en dansk udgave af spillet er blevet skab. Prøv den danske version her.

Sponsoreret indhold